Fyns rigeste skifter bestyrelsesformand

Niels Thorborg har ansat sin tidligere direktør Jørn Tolstrup Rohde som bestyrelsesformand. Han afløser Finn Rossau, tidligere direktør for Nordea på Fyn.

 

 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jørn Tolstrup Rohde (55 år) indtræder som ny bestyrelsesformand i Niels Thorborgs koncern, 3C GROUPS, der blandt andet tæller 3C RETAIL, en ejerandel i Imerco/Inspiration, en ejerandel i Blue Ocean Robotics, Odense Sport & Event, Nørgård Mikkelsen, Hesehus, Hotel Odeon og en større ejendomsportefølje.

Jørn Tolstrup Rohde, tidligere Senior Vice President med ansvar for Carlsberg Vesteuropa, overtager posten som bestyrelsesformand efter Finn Rossau (72 år), der fortsætter som bestyrelsesmedlem. Finn Rossau indtrådte i bestyrelsen i 2008, og siden har den tidligere områdedirektør for Nordea Fyn siddet som formand.

- Timingen til et generationsskifte på formandsposten i bestyrelsen er den rette, og jeg er meget glad for, at jeg har kunnet tiltrække en kapacitet som Jørn Tolstrup Rohde. Han vil med sine stærke strategiske kompetencer og sin brede ledelsesmæssige erfaring blive en stærk formand til at lede koncernens fortsatte udvikling. Samtidig vil jeg gerne takke Finn Rossau for hans betydende indsats for hele koncernen. Jeg glæder mig over, at Finn Rossau fortsætter arbejdet i bestyrelsen, så vi fortsat kan drage nytte af hans stærke kompetencer og sikre en sund kontinuitet i bestyrelsens arbejde, siger koncernchef Niels Thorborg i en pressemeddelelse fra koncernen.

- Nu vil vi sætte yderligere fokus på at udvikle hele koncernen. Vi vil fortsat gerne styrke og udvikle vores skandinaviske aktiviteter i 3C RETAIL. Samtidig vil vi have yderligere fokus på at udvikle de andre forretningsområder, hvor vi efterhånden har en lang række forskellige aktiviteter, der både komplementerer hinanden, og alle er meget fokuserede i og omkring Odense, siger han.

Jørn Tolstrup Rohde kender allerede koncernens aktiviteter indgående.

- Jeg synes, det er en fantastisk spændende opgave. Jeg har siden 1999 siddet i bestyrelsen i 3C RETAIL og var i nogle år CEO for koncernen, så jeg kender den særdeles godt. Det er en ambitiøs, stor og solid koncern med masser af udviklingspotentiale, og jeg glæder mig til sammen med bestyrelsen og direktionen at tage hul på udviklingsarbejdet, siger Jørn Tolstrup Rohde.

 

Oversigt

    Oversigt