Fynsk ambulancetjeneste: Det er en ny virkelighed

Den nye ambulancetjeneste, der skal dække Fyn, holdt informationsmøde i Odense, hvor omkring 25 mødte op.

Det bliver fremover Den Syddanske Ambulancetjeneste, der skal dække kørslen for regionen på det meste af Fyn, og klokken otte i morges holdt tjenesten informationsmøde i Odense for alle interesserede. Mange af de fremmødte var reddere, der i dag arbejder for andre ambulanceselskaber.

- Vi mangler reddere, og derfor er det også i vores interesse at komme i god konstruktiv dialog med redderkredse generelt for at fortælle dem, at der er startet en ny virkelighed i de tre delområder, som Region Syddanmark forventer at overtage driftsansvaret for, lyder det fra Mads Haugaard, der er konstitueret direktør for Den Syddanske Ambulancetjeneste.

På mødet havde de cirka 25 fremmødte mulighed for at stille spørgsmål, og den nye ledelse informerede om deres forventninger fremover.

- Der er startet en ny virkelighed, hvor vi kigger fremad og fokuserer på aftaleoverholdelse, stabilitet, lønudbetaling samt lydhørhed , åbenhed og dialog i virksomheden, forklarer Mads Haugaard.

Efter informationsmødet i Odense var der et lignende informationsmøde i Esbjerg, og på tirsdag vil der også være et i Aabenraa.

Regionens nye ambulancetjeneste skal i første omgang sørge for driften, mens konkursboet efter Bios behandles for derefter at overtage og videreføre opgaven i Regions Syddanmarks regi.

Regionen betaler midlertidigt driften og sikrer redderne og det øvrige personale deres løn.

Fremover bliver det et tostrenget ambulancesystem, der betjener borgerne i regionen. Det Falck-ejede Responce står for ambulancerne i Vejle, Kolding, Fredericia og dele af Vestfyn, mens Den Syddanske Ambulancetjeneste betjener den øvrige del af Syddanmark.

Oversigt

    Oversigt