Fynsk festival annoncerer superduo

The Chainsmokers er blandt fire nye navne, der torsdag er føjet til listen over kunstnere på Tinderbox 2019.

For første gang nogensinde kan de amerikanske superstjerner The Chainsmokers opleves på dansk jord, når Tinderbox løber af stablen til juni.

Duoen står blandt andet bag hittet "Closer", der er den tredjemest afspillede sang på musiktjenesten Spotify nogensinde. Samme nummer er set mere end 2,7 milliarder gange på YouTube, og den har ligget nummer ét på singlehitlisten i mere end 20 forskellige lande inklusive Danmark.

Det skriver Tinderbox på Facebook.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ifølge Gaffa-anmelder Jens Schrum Dræby er The Chainsmokers et navn, der kan apellere til et bredt udsnit af Tinderbox' publikum.

- Det er et af de mest produktive og hotte navne fra et mærkeligt spændingsfelt mellem indiepop og EDM (electronic dance music, red.). Man kender dem fra en masse fede samarbejder med blandt andre Coldplay og Halsey, så det er ret perfekt for Tinderbox, fordi The Chainsmokers både rammer MagicBox-profilen, men samtidig også den brede profil med deres popsange.

MagicBox er en scene på Tinderbox-festivalen, der er dedikeret til elektronisk musik.

Flere navne i slutningen af måneden

Jens Schrum Dræby mener, at bookingen er ekstra fryns til dem, der i forvejen holder af elektronisk musik. Og den del af publikum er i forvejen godt serviceret med hovednavnet Swedish House Mafia.

- The Chainsmokers er kendt i den brede befolkning i kraft af deres musikalske samarbejder, men man skal nok ikke forvente at se hverken Coldplay eller Halsey på scenen sammen med dem til sommer. Så det er en EDM-booking først og fremmest, mener Jens Schrum Dræby.

Sammen med The Chainsmokers føjer Tinderbox sangerinden Sheryl Crow, gruppen Skunk Anansie og danske Gnags til plakaten. I samme åndedrag lover Tinderbox, at der kommer flere annonceringer i slutningen af januar måned.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt