Fynsk fodboldtalent skifter til mesterskabsklub

20-årige Maja Kildemoes fra Odense Q skifter klub i håb om at komme med til EM i kvindefodbold til sommer.

Efter nytår skal den 20-årige fodboldspiller Maja Kildemoes fra Odense spille for den svenske mesterskabsklub Linköpings FC. Den tidligere OB-spiller skifter fra Odense Q og skal fremover satse 100 procent på fodbold.  

- Jeg er klar til at prøve noget nyt, og så kom Linköpings FC med et godt tilbud. Jeg ville fortryde, hvis jeg ikke prøvede at tage af sted, siger Maja Kildemoes.

- Det er en stor klub med gode ressourcer til at udvikle en ung spiller som mig, forklarer det odenseanske fodboldtalent, der understreger, at der er flere penge i svensk kvindefodbold.

Satser på fast plads på landsholdet

Maja Kildemoes har spillet 11 kampe for det danske kvindelandshold, og hun håber, at hun kan blive en fast del af truppen inden EM til sommer.

- Jeg håber, skiftet kan gøre mig mere synlig, siger Maja Kildemoes.

Odenseaneren blev færdig med gymnasiet i sommer, og med skiftet til svensk fodbold flytter hun hjemmefra for første gang.

Linköpings FC vandt det svenske mesterskab i 2016. Klubben er Nordens største inden for kvindefodbold. 

Oversigt

    Oversigt