Fynsk golfbane tiltrækker stor professionel turnering

Når golftouren 'Ecco Tour' igen svinger forbi Fyn til sommer, bliver det med en velgørenhedsturnering på banen ved Langesø Golf Club.

Under navnet Tinderbox Charity Challenge spiller 156 professionelle golfspillere sammen med lokale fynske amatører og erhvervsfolk på banen ved Langesø Golf Club. Det sker i ugen op til Tinderbox fra 12. til 16. juni.

- Det er jo en kadeau til banen og den måde, den er anlagt. Det betyder meget for os, og det er noget, vi glæder os rigtig meget til, siger Hans Berner, som er direktør for Langesø Golf Club.

En ukendt perle

Der er tale om en velgørenhedsturnering, hvor de penge, der samles ind, gives til en velgørende fynsk organisation, som endnu ikke er offentliggjort.

- At turneringen lægges i Langesø skyldes ikke mindst, at det er en ukendt perle af en golfbane. Og de var hurtige til at sige ja, da vi havde fået nej fra to odenseanske golfklubber. Det var noget, der kom bag på os. Men nu har vi et samarbejde med Langesø Golf Club, og det er rigtig godt, siger Brian Vester fra Ecco Tour.

Lokal velgørenhed

Også Sport Event Fyn er med i projektet, når Ecco Touren vender tilbage til Fyn til sommer.

- Det er godt med et event, der kan trække noget fra Odense og ud på landet. Og så giver det, at det er en charity-begivenhed jo også et godt perspektiv, når der gøres noget for en lokal velgørenhed, siger Rasmus Hessum Hansen, pressetalsmand for Sport Event Fyn.

Hvilken velgørenhedsorganisation, der modtager det indsamlede beløb, forventes offentliggjort i slutningen af januar.

 

Fyn Live del 1

 

Fyn Live del 2

 

Oversigt

    Oversigt