Fynsk privathospital sluger de små

CFR Hospitaler er nu Odenses altdominerende privathospital. Sygehusets vokseværk er godt hjulpet på vej af et stort antal sundhedsforsikringer.

CFR Hospitaler i Odense centrum har sat sig på markedet for privat sygehusbehandling på Fyn.

CFR, der inden for de seneste år har købt Kragh Petersens klinik på Bondovej og Privathospitalet Hunderup, følger en landsdækkende tendens med færre, men større privathospitaler.

I dag sidder CFR, Aleris-Hamlet, Mølholm og Global Health Partner på cirka 75 procent af markedet.

Ejerkredsen er en broget flok. Bag CFR Hospitaler står blandt andet stifteren Thomas Kiær, Aleris er ejet af et børsnoteret investeringsselskab, Mølholm af en række partnere fra de forskellige klinikker, mens Global Health Partner er svensk baseret.

CFR hospitaler er nu landet største kæde af privathospitaler Foto: Masoud Jafari
CFR hospitaler er nu landet største kæde af privathospitaler Foto: Masoud Jafari

Det ligger i forlængelse af, at forsikringsselskaberne ønsker, at privathospitalerne er så store, at de kan betjene kunder, der tegner sundhedsforsikringer, flere steder i landet.

Økonomisk er branchen også ved at konsolidere sig. CFR øgede bruttofortjenesten fra 57 til 120 millioner kroner sidste år, og har en egenkapital på 36 millioner kroner.

En af patienterne er den 45-årige tømrer Peter Vilhelmsen. Han fik revet en sene over i sin højre skulder og blev opereret i februar via en henvisning fra sin sundhedsforsikring. Den har han haft i 10 og og arbejdsgiveren har tegnet den. 

-Indenfor 48 timer skal man være i behandling, når man har anmeldt en skade. Og det virker, siger han.

Stiftet af en overlæge

CFR Hospitaler, der oprindelig blev stiftet af overlæge Thomas Kiær fra Rigshospitalet i 2004, har fornylig købt privathospitalet i Skørping og  Københavns Privathospital.

I forvejen har man afdelinger i Hellerup og Lyngby.

CFR har tidligere haft konkurrence fra Aleris-Hamlet i Odense , men Aleris valgte af økonomiske årsager at lukke et helt nyt sygehus.     

Tilbage er nu kun Privathospitalet H. C. Andersen, der er mest kendt for kosmetiske operationer. Sygehuset udfører dog også operationer for forsikringskunder bl.a. for Mølholm Forsikring.

En af dem, der er forsikret hos Mølholm, er Jim Thagaard Hansen, der er arbejdsmand hos Svendborg Camping Center. Han er netop  blevet opereret for sin 3. diskuprolaps.

-Indenfor fire måneder er jeg nået at blive opereret to gange. Havde det været indenfor det offentlige, var jeg ikke engang nået til forundersøgelse på den første operation! siger han

Det PFA-ejede forsikringsselskab Mølholm Forsikring med base i Odense er  landets største inden for sundhedsforsikringer med en årlig vækst på 10 procent både sidste år og i år, oplyser direktør Per Sehested Blad.

Han mener fortsat, at der er et stort potentiale i markedet for sundhedsforsikringer.

- I dag er der 900.000, der har en sundhedsforsikring, selv om det officielle tal er to millioner, men det inkluderer også sundhedsordninger, der tilbyder frugt, massage og gratis fysioterapi, fortæller Per Sehested Blad.

Han mener, at forsikringer og privathospitalerne er med til at skaffe flere plads i det offentlige behandlingssystem.

- Jeg mener, det er forkert at tale om, at vi skaber et A og et B-hold. Hos Mølholm Forsikring skaber vi tværtimod plads til 50.000 i det offentlige sundhedssystem. Det er dem, vi henviser til behandling i privat regi om året, siger Per Sehested Blad.

Ny interesseorganisation

De danske privathospitaler har fornylig dannet deres egen interesse- og forhandlingsorganisation Sundhed Danmark.

Sammenslutningen består af en række private sundhedsaktører.

Det er sket i erkendelse af, at privathospitalerne gerne vil have længerevarende kontrakter med det offentlige, så man ikke kun bruges som ventil, når det kniber med at det offentlige kan leve op til behandlingsgarantierne.

- Vi så gerne, at Danmark dyrkede markedet for sundhedseksport, ligesom Sverige har gjort. Sverige omsætter for milliarder og tjener penge på, at mange udenlandske patienter kommer til landet for at blive behandlet på privathospitaler, siger sekretariatschef Jesper Luthmann fra Sundhed Danmark.  

TV 2/Fyn sætter søndag 19.30 fokus på privathospitaler. Efter indslaget diskuterer folketingsmedlem og medlem af Folketingets sundhedsudvalg Erik Christensen(S) med Nordfyns borgmester Morten Andersen (V).

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt