Fynsk virksomhed hapser arbejdskraft direkte fra skolebænken

Den fynske robotvirksomhed Inwatec er storforbrugere af nyuddannede fra fynske uddannelser. Det vil regeringen i højere grad belønne.

Hos Inwatec  på Hvidkærvej i Odense SV arbejder man med snavset vasketøj. Det lyder ikke ligefrem som drømmen for en  nyuddannet robotingeniør. Men for Martin Groth Albøge er vasketøjet blevet spændende.

- Vasketøj lyder ikke så fantastisk sexet, når man bare lige hører det, men der er en hel del spændende opgaver, forklarer Martin Groth Albøge. 

Han var nyuddannet fra Syddansk Universitet, da han blev ansat i virksomheden. Faktisk har han ikke så meget med vasketøjet at gøre, men derimod programmeringen af maskinerne, som sorterer tøjet. 

For ham var en hurtig ansættelse en lettelse. 

- Det tog en masse stress af ens skuldre. Lige når man er nyuddannetr er man en lille smule forvirret over, hvad fremtiden byder på, siger robotingeniøren.

Martin Groth Albøge er langt fra den eneste ansatte hos Inwatec, som var nyuddannet på ansættelelsestidspunktet. Faktisk er det mere reglen end undtagelsen. 

Virksomheden har 28 ansatte. Syv af dem var nyuddannet, da de blev ansat, mens hele 12 medarbejdere stadig var under uddannelse, da de fik arbejde hos robotvirksomheden. 

Ifølge direktøren og stifteren af Inwatec, Mads Andresen, går de ikke bevidst efter nyuddannede, men han er ikke i tvivl om, hvad de tilfører. 

- De nyuddannede er helt klart en gevist for vores virksomhed, fortæller Mads Andresen.

Gevinsten er ret tydelig. Virksomheden er nemlig vokset fra fem til 25 medarbejdere på to år.

Og medarbejderne kommer stort set kun fra fynske uddannelsesinstitutioner. Blot fire af Inwatecs ansatte er ikke uddannet på Fyn. 

Nyt bevillingssystem
Regeringen har med et nyt udspil lagt op til at fordele penge til uddannelsesinstitutioner på en lidt anderledes måde. I stedet for fordele pengene efter, hvor mange studerende som gennemfører uddannelsen vil regeringen i højere grad belønne de uddannelsesinstitutioner, som uddanner folk, der kommer i arbejde, når de er færdiguddannede. 

I dette tilfælde, hvor Inwatec er storforbruger af nyuddannede, vil det altså komme Syddansk Universitet til gode. Stort set alle Inwatecs ansatte er nemlig fra SDU.

For afdelingsleder i SDU Research & Innovation Organisation, Jacob Krummes, skyldes de mange nyansatte i job også et godt samarbejde med erhvervslivet.

- SDU lykkes med at få de studerende i job, fordi vi har en rigtig god kontakt til det lokale og regionale erhvervsliv, udtaler Jacob Krummes. 

En del af forklaringen på de mange dimittend-ansættelser skal også findes i branchen. Robotindustrien på Fyn er nemlig enorm og efterspørger arbejdskraft. 

Oversigt

    Oversigt