Fynske banker: Fynboerne låner for lidt

I dag offentliggør Middelfart Sparekasse som det tredje fynske pengeinstitut sit halvårsregnskab. Trods flere kunder mangler der generel lånelyst.

Hos Middelfart Sparekasse kunne direktør Martin Baltser onsdag eftermiddag skrue det store smil på overfor bankens repræsentantskab.

Halvårsregnskabet viser et overskud på knap 58 millioner kroner før skat, der er kommet 2600 nye kunder til sparekassen oveni de 64.000 kunder, sparekassen har i forvejen, og udlånet er vokset med 5,5 procent.

Men det er slet ikke nok. Kunderne skal låne mere.

For i modsætning til årene op til finanskrisen, hvor bankerne lånte for meget ud til de forkerte mennesker og brancher, er problemet nu vendt på hovedet.

- Den generelle tendens er fortsat, at kunderne prioriterer at spare op og nedbringe gæld frem for at foretage nye investeringer. Det kan der være meget sund fornuft i, men for os betyder det også, at indlånsoverskuddet vokser og vokser. Da vi skal betale negativ rente af vores indestående i Nationalbanken, er det positivt, at vi lykkes med at øge vores udlån. Vi har likviditeten til det, og mange kunder – både privat- og erhvervskunder – har økonomien til det, siger Martin Baltser.

I takt med at udlånet stiger, er der også fremgang i netto rente- og gebyrindtægterne, som er på 229,6 mio. kr. i første halvår 2016 mod 223 mio. kr. i samme periode sidste år. Dog kan renteindtægterne ikke følge stigningen i udlånet.

- At stigningen i indtægterne er mere begrænset skyldes det faldende renteniveau og konkurrencen i branchen, forklarer Martin Baltser, der også kan være tilfreds med at overholde Finanstilsynets såkaldte tilsynsdiamant på alle parametre.

Det giver sammen med et opjusteret koncernoverskud til 70-100 millioner kroner for hele 2016 plads til at øge udlånet.

Ifølge sparekassens opgørelse låner sparekassen kun 72 kroner ud, hver gang der bliver sat 100 kroner ind i banken.

Og samme problem har de øvrige fynske pengeinstitutter, der netop har offentliggjort deres halvårsregnskab.

Hos Fynske Bank – sammenslutningen mellem Vestfyns Bank og Svendborg Sparekasse – havde man i første halvår af 2015 udlån på 2,9 milliarder mod indlån på 4,9 milliarder kroner.

Fusionsbanken tjente noget mindre på rente- og gebyrer, men tjente lidt mere på kursregulering af sine obligationer og havnede på et halvårsresultat på 36,3 millioner kroner før skat – en million dårligere end året i forvejen.

De fynske banker er ved at have styr på dårlige engagementer og har generelt oplevet et stort fald i nedskrivningerne, og Fynske Bank ligger også pænt i læ inden for Finanstilsynets diamant.

Ifølge ledelsesberetningen er der dog lys forude på udlånsfronten.

Banken har i 2. kvartal 2016 oplevet en udlånsvækst på 48 millioner kroner, men indlånet er dog øget endnu mere, nemlig med 325 millioner kroner, oplyses det.

Hos Totalbanken blev årets resultat fra første halvår 2016 på 13,9 millioner kroner mod 13,8 millioner kroner i samme periode året før.

Også her vil banken bruge de bedre økonomiske tider og den forbedrede luft i bankens økonomi til at sætte øget fokus på at øge udlånet og tiltrække flere nye kunder.

Fra årsskiftet har bankens kunder sat 27 millioner kroner yderligere ind, så det samlede indlån nu er på 2,2 milliarder kroner mod et udlån på 1,6 milliarder kroner.

Det anser bankens ledelse dog for acceptabelt i sammenhæng med at udlånet har været faldende i de seneste år.

Nordfyns Bank og Sparekassen Sjælland/Fyn er endnu ikke kommet med halvårsregnskab.

Sparekassen Sjælland/Fyn kommer med sit halvårsregnskab i morgen.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt