Fynsk firma: Dansk dukse-mentalitet i EU koster dyrt

EU-regler forringer fynske virksomheders konkurrenceevne. Sådan lyder kritikken fra et stort fynsk affaldsfirma. Reglerne kan i værste fald koste handelseaftaler med udlandet og fynske job.

Hos Stena Recycling A/S i Vissenbjerg genanvender de miljøfarligt affald. og de er trætte af at vente.

De venter, fordi det kræver en særlig EU-godkendelse, når firmaet skal hente miljøfarligt affald som batterier og oliefiltre ind fra udlandet. Det er besværligt og kan tage måneder.

- Det betyder, at vi mister kontrakter, for det tager lang tid både at importere og eksportere. Det gider udenlandske virksomheder ikke vente på, siger Jakob Høy Thomsen, produktområdechef for Stena Recycling. 

Ifølge Jakob Høy Thomsen er der stor forskel på, hvordan EUs lande fortolker reglerne. I Danmark har det konsekvenser, at de følges til punkt og prikke. 

- Vi står ofte med maskiner, der ikke kører, fordi vi venter på tilladelser, og det har økonomiske konsekvenser, siger Jakob Høy Thomsen.

Det betyder, at besværlighederne med EU-reglerne får andre lande til at tyde reglerne mere lemfældigt, og firmaer vælger at brænde affaldet af i stedet, fordi ventetiden er for lang. Men det er ikke det eneste. 

 

quote Vi har desværre set, at nogen omgår de lange sagsbehandlingstider ved at indføre affaldet ulovligt, og det skaber unødige konkurrencefordele herhjemme,

Produktområdechef Jakob Høy Thomsen, Stna Recycling

- Vi har desværre set, at nogen omgår de lange sagsbehandlingstider ved at indføre affaldet ulovligt, og det skaber unødige konkurrencefordele herhjemme, siger produktområdechefen.

Stena Recycling taber dagligt penge på grund af manglende indtægter. Men de tunge EU-ktrav har også betydet, at de har været nødsaget til at ansætte en på fuld tid til at sørge for godkendelserne. Samlet set betyder det en millionregning.

 

quote I sidste ende kan det betyde tab af arbejdspladser

Produktområdechef Jakob Høy Thomsen, Stena Recycling

 

- I sidste ende kan det betyde tab af arbejdspladser, siger Jakob Høy Thomsen.

Regeringen er på vej med lettelser
Erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) blev torsdag orienteret om Stena Recyclings situation, og han siger, at regeringen allerede er igang med at tjekke andre landes implementering af EU-regler.

Det arbejde skal føre til en redegørelse før jul. Udfra den vil regeringen indrette Danmarks implementering, så den kommer på linje med andre landes og letter livet for danske virksomheder.

- Det, jeg har hørt i dag, bekræfter mig i vigtigheden af, at det arbejde, som jeg har ansvaret for, helst skal undgå dansk overimplementering af EU-regler, for det er med til at sende arbejdspladser ud af Danmark og give virksomhederne store økonomiske byrder, sagde han til TV 2/FYN efter mødet med Stena Recycling.

Han peger på, at Danmark gennem årene har indført særregler, som man ikke har i andre lande, og det, mener han, skal der gøres op med.

- Der er ikke nødvendigvis faglige argumenter for at have de særregler. De er kommet, fordi politikere har syntes, at det kunne være dejligt at gøre, og det kommer vi til at tage et opgør med, siger Troels Lund Poulsen (V).

Han understreger, at det ikke kommer til at gå ud over miljøet eller at skade nogen.

- Det er kun for at gøre det lettere og mere effektivt for vores virksomheder, siger han.

Ifølge ham er langt de fleste særregler, hvor Danmark er gået længere end EU-reglerne, besluttet af danske regeringer og ikke af EU:

- Det har efter min mening skadet opbakningen til EU og kostet arbejdspladser. Det skal vi have gjort op med, og det er vi igang med, siger Troels Lund Poulsen.

 

Indslag om Stena Recyclings kvaler med EU-regler

 

Interview med erhvervsminister, Troels Lund Poulsen (V), om dansk overimplementering af EU-regler.

 

Oversigt

    Oversigt