Fynske Ole er Leicesters spion i Skandinavien

Leicesters talentspejder arbejder til dagligt for OB: Ved siden af det finder han talenter til den engelske mesterklub

Da Leicester i aftes sensationelt blev engelske mestre i fodbold med danske Kasper Schmeichel på mål, var der en fynbo, der jublede lidt højere end de fleste. Ole Nielsen er nemlig talentspejder, eller scout, som det hedder for den engelske klub, og i dag har lykønskningerne strømmet ind til Leicesters mand i Skandinavien.

- Det er uvirkeligt. Jeg har altid været bidt af engelsk fodbold, og nu kan jeg langt nede på mit cv skrive engelsk mester, siger Ole Nielsen, eller Ole Spion som han også kaldes.

For nylig blev han ansat på fuld tid som chefscout i OB, før det var han pædagog sideløbende med arbejdet for Leicester. Et arbejde han fortsat passer ved siden af jobbet i ådalen.

- Det er ikke så meget anderledes end arbejdet for OB, ud over at vi kigger på nogle lidt dyrere spillere og har et lidt større økonomisk råderum, men i den sidste ende handler det om at finde de rette spillere til det hold, man nu arbejder for, siger han.  

I løbet af sin karriere har Ole Nielsen skaffet Leicester flere spillere, hvor den tidligere FCK-spiller Daniel Amatey er blandt de mest prominente. Før han kom til Leicester, har han bl.a. arbejdet som scout for Bolton og Newcastle.  

- Jeg er Leicesters øjne og øre i Skandinavien. Jeg ser en masse fodboldkampe og kortlægger spillernes kvaliteter, mangler og potentialer. Vi skal have kendskab til de spillere, der er her. De gode spillere vil vi gerne have fat i, hvis vi synes, forklarer han og fortsætter:

- Der må ikke være nogen spillere fra Skandinavien, der kommer til andre udenlandske klubber, uden at vi har haft kendskab til dem, så vi selv har haft indflydelse på, om vi kan få dem eller ej.

Kort efter Leicesters Claudio Ranieri var tiltrådt, var han og Ole Nielsen ude at spise pizza sammen. På det tidspunkt var tanken om et mesterskab til klubben fortsat utopi. Nu får Ranieri efter sigende 60 millioner kroner for at vinde sejren. Ole Nielsen får ikke noget, men det er okay:

- Sådan er kulturen derovre. Det er en kæmpe ære at få lov til at arbejde for klubben.

Oversigt

    Oversigt