Genbrugsbutikker slipper for afgift

Genbrugsbutikker og humanitære organisationer i Odense Kommune slipper fra 1. januar for at betalt afgift til Odense Renovation, når de skal af med affald på genbrugsstationerne.

Flere har henvendt sig til Odense Renovation på grund af afgiften. Det har nu fået selskabet til at ændre politik, så humanitære organisationer fra 1. januar 2014 gratis kan komme af med affald på genbrugsstationerne.

Den nye ordning gælder de foreninger, som tjener penge på at sælge brugte ting, og hvor overskuddet går til at støtte humanitære formål.

Foreningerne kan dermed fra 1. januar komme af med affald på alle 8 genbrugsstationer i Odense Kommune, uden at de bagefter får en regning for affaldet.

Relativt få penge for Odense Renovation

Det er organisationer som Mission Afrika Genbrug, Røde Kors, Kirkens Korshær, IM genbrug, Danmission, IGEN Kræftens bekæmpelse og KoFaUM, der hidtil har betalt for at komme af med affald. Men det slipper de for fremover.

- Det er relativt få penge, Odense Renovation mister i fremtiden, men mange penge for foreningerne. Derfor har vi besluttet at yde vores bidrag til de humanitære organisationer ved at give gratis adgang til genbrugsstationerne, siger bestyrelsesformand Helle Nielsen fra Odense Renovation i en pressemeddelelse.

Oversigt

    Oversigt