GOG hentede point i Jylland

Bjerringbro-Silkeborg spillede 30-30 hjemme mod oprykkerne fra GOG i den bedste danske håndboldrække.

Håndboldherrerne fra GOG leverede en god præstation og var tæt på at tage en stor skalp, da oprykkerholdet spillede 30-30 ude mod Bjerringbro-Silkeborg.

BSV spillede en skidt kamp, og i slutfasen var holdet ikke taktisk kloge og kølige nok til at tage sejren.

GOG var godt med lige fra begyndelsen, og fynboerne trak tilmed fra og kom foran 14-10, og det blev også 18-13 inden pausen. BSV-spillerne skændtes højlydt på vej ud af banen til pausete.

Fløjspilleren Casper Ulrich Mortensen var nærmest ene mand med til at holde BSV inde i kampen i første halvleg, hvor GOG var bedst.

Et eksempel på noget af det, der gik galt for BSV, var, da Casper Ulrich Mortensen havde scoret et mål. Landsholdsspilleren spurtede tilbage, men der var ingen opbakning på fløjen, så GOG's Niclas Vest Kirkeløkke fik scoret på kontra.

BSV-spillerne virkede slet ikke mentalt klar i de første 30 minutter, og GOG var ofte hurtigere i tanke og handling.

Den islandske playmaker Snorri Gudjonsson, som er den mest rutinerede spiller hos GOG, gjorde også, hvad der passede ham. Han scorede fem mål i første halvleg, og i det hele taget var BSV på hælene.

I anden halvleg kom BSV langt bedre med i spillet og fik kontakt ved 20-20 efter 40 minutter. Og BSV kom også foran med 21-20.

Det gik stærkt og skyldtes også, at Jannick Green begyndte at tage fra i BSV-målet.

Men GOG gav ikke op, selv om holdet havde smidt en solid føring over styr på rekordtid.

Holdene fulgtes nogenlunde ad helt frem til stillingen 30-30 to minutter før tid. Og der blev trods flere store chancer ikke scoret flere mål i kampen.

Der blev spillet yderligere to kampe lørdag. I bunden af rækken vandt Ribe-Esbjerg 34-29 hjemme over Skive, der nu har tabt sæsonens første syv kampe.

Århus Håndbold fik med en 27-20-sejr hjemme over Skanderborg spillet sig op som nummer tre i ligaen med 10 point efter syv kampe.

GOG har ni point på fjerdepladsen, mens BSV blot har syv point på en skuffende ottendeplads.

Oversigt

    Oversigt