Graver tog gravsten i pant

En ubetalt regning på 125 kroner gjorde, at niårig dreng mødte op til en grav uden sten

Familien til Christian Wohlin, der døde kun 31 år gammel, fik sig et chok, da de ville aflægge hans grav et besøg. Stenen var fjernet, og familien troede, at den var stjålet.

Det fik hans søster Enya Wohlin til at efterlyse stenen på Facebook, og den efterlysning fik over 6000 delinger, før sagens rette sammenhæng gik op for familien. Vissenbjerg Kirke havde taget stenen, fordi familien ikke havde reageret på et eller flere rykkerbreve for 125 kroner for småsten, familien ikke har betalt.

- Det første, jeg tænker, er, at det her kan ikke være rigtigt. Sønnen på ni år ser jo stenen er stjålet. Det er delt 6000 gange på Facebook. Hvorfor har de ikke fortalt, at de har taget det i depot? Det er en sten til 20.000 kr. Hvordan kan de bare gøre det? spørger hun, og kalder det rockermetoder.

- Det er deres egen inkassofirma de driver eller hvad? Vi vil klage, siger hun.

Hun erkender, at hun har fået et brev, men mener ikke, at det berettiger kirken til at fjerne den 70 kg tunge sten.

Kunne I ikke bare have betalt?

- Vi troede, den var betalt. Simpelthen. Vi gider da ikke snyde for 125 kr. Det er guds hus. Jeg skal ikke komme og tro, at min bros gravsten er stjålet. Vi har været utrøstelige. Vi har ikke kunnet sove og har haft ondt i maven, fortæller Enya Wohlin.

Familien har slettet opslaget, fordi stenen er fundet.

Vissenbjerg Kirke bekræfter, at stenen er fjernet, og fastholder, at der har været sendt fire rykkerbreve for nogle småsten, som familien selv har bestilt.  

- Det er den sanktionsmulighed, vi har, og det er jo ikke sådan, at vi smider stenen væk. Vi stiller den i vores depot, forklarer menighedsrådsformand Hans Peder Christiansen.

- Det samme sker med de gravsteder, hvor de pårørende af en eller anden grund er væk. Det er sådan, at dem der betaler, også er dem der ligger her.

Han erkender, at der have været en eller anden form for kommunikationsbrist.

- Jeg kan ikke sige, hvad der er sket, men normalt er det noget, vi klarer uden Facebook. Hvis der er en misforståelse, sætter vi os normalt stille og roligt ned og finder en løsning. 

Oversigt

    Oversigt