Grøn boks skal flyttes: Regning 800.000 kroner

Embedsmænd slås nu om ansvaret for at det kommer til at koste langt mere end ventet at flytte Den Grønne Boks i Odense

Regningen for at flytte Den Grønne Boks på Wilhelm Werners Plads i Odense bliver cirka 800.000 kroner - det er otte gange dyrere, end Beskæftigelses- og Socialudvalget tidligere er blevet informeret om.

Den Grønne Boks er en udstilling, der siden åbningen i oktober 2015 har haft til formål at inspirere de unge til at vælge erhvervsuddannelserne. Meningen er at den kun til en start skal ligge her i det centrale Odense, men det kommer til at koste langt mere at flytte den end det beløb, som hidtil har været forventningen.

I Beskæftigelses- og Socialforvaltningen mener de, at de i juni blev informeret af By- og Kulturforvaltningen om, at flytningen ville koste cirka 100.000 kroner.

Tim Vermund (S) fra Beskæftigelses- og Socialudvalget i Odense er chokeret over det nye, høje tal.

- Det er jo helt tosset, at vi skal bruge så mange penge på at have en boks liggende i fire måneder et sted. Så skulle vi jo have placeret den et helt andet sted. Og det er jo helt skørt, at en forvaltning har vidst ét, og vi så har fået noget andet at vide, siger han.

Men det høje beløb kommer ikke bag på By- og Kulturforvaltningen. De afviser, at de har oplyst, at flytningen af byggeriet kun kommer til at koste 100.000-150.000 kroner.

- Vi har aldrig oplyst beskæftigelsesforvaltningen om, at det blev 100.000 kroner. Men tilbage i marts sidste år oplyste vi beskæftigelsesforvaltningen om, hvad de estimerede flytteomkostninger ville være, siger afdelingschef, Thomas Østergaard Jørgensen, By- og Kulturforvaltningen.

Rådmand Steen Møller kalder det fuldstændigt uacceptabelt at en flytning kan blive så meget dyrere end ventet. Han har bedt de to forvaltninger om en redegørelse.

- Forvaltningerne er i gang med at diskutere, hvem der skal ende med regningen, fordi virkeligheden er jo, at når det stiger fra 100.000 til 800.000 kroner, som er worst case, skal de penge komme fra noget andet, og det er rigtig ærgerligt, siger han.  

Oversigt

    Oversigt