Grønnere fjernvarme på vej

Fjernvarme Fyn investerer i løbet af 2017 næsten en kvart milliard kroner i at fremstille mere grøn fjernvarme.

Fjernvarme Fyn vil med en helhedsplan til 234 millioner kroner renovere sit affaldsenergianlæg på Fynsværket, udvide anlæggets kapacitet og lave forskellige miljøforbedringer i løbet af 2017.

En vigtig del af projektet er byggeri af to nye anlæg til røggaskondensering, der gør det muligt at udnytte varmen fra røggassen i  stedet for at lede den ud i naturen.

De nuværende filtre, der opfanger miljøskadelige partikler i røggassen, bliver skiftet ud med mere effektive posefiltre.

Derudover udskiftes 350 m2 kedelvæg med et nyt korrosionsbestandigt materiale på hver af de tre affaldskedler.

Hertil kommer fornyelse og udvidelse af et anlæg til rensning af spildevand.

Tilsammen betyder tiltagene en udvidet kapacitet på omkring to ton affald i timen og en merproduktion på 40 megawatt varme i timen - en forøgelse på 50 procent. 

Renoveringen betyder, at anlægget kan køre frem til 2030.

Når arbejdet er gennemført, vil affaldsanlægget levere mere end 25 procent af den samlede mængde varme i Fjernvarme Fyns område og erstatte endnu mere overskudsvarme fra den kulfyrede el-produktion.

- Affaldsenergianlægget er helt uundværligt i den igangværende grønne omstilling hos Fjernvarme Fyn. Derfor har vi valgt at kigge mange år ud i fremtiden med helhedsplanen. Med en så massiv investering som denne er der udsigt til fuld udnyttelse af anlæggets kapacitet samtidig med, at energien i affaldet udnyttes endnu bedre fremover, siger administrerende direktøri Fjernvarme Fyn, Jan Strømvig.

Desuden forventer Fjernvarme Fyn, at tiltagene gør det muligt at fastholde konkurrencedygtige fjernvarmepriser.

Fjernvarme Fyn overtog affaldsenergianlægget sammen med Fynsværket fra svenske Vattenfall i 2015.

 

Fjernvarme Fyns dækningsområde
Fjernvarme Fyns dækningsområde

 

Oversigt

    Oversigt