Gymnasiereform - hvem får lov at studere?

Nu foregår den politiske slåskamp om indflydelse på fremtidens gymnasium. Men får de røde partier overhovedet lov at være med? TV 2/FYN-debat i dag.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby har lagt hårdt ud overfor de øvrige partier i forhandlingerne om gymnasiereformen. Billetten til forhandlingslokalet er at acceptere adgangskrav på 4 for fremtidige gymnasieelever.

Og det kan blive en svær pille at sluge for partierne i den røde blok, der gerne vil bevare indflydelse på fremtidens gymnasium. Men hvor langt vil Socialdemokraterne gå?

I dag har TV 2/FYN lagt op til debat mellem to fynske folketingsmedlemmer. Socialdemokraternes Julie Skovsby og Dansk Folkepartis Jens Henrik Thulesen Dahl.Her kan du se, hvilke adgangskrav, de enkelte partier på forhånd har meldt ud som acceptable.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Regeringens udspil

Karakterkrav:

Regeringens forslag om et karakterkrav på 4 i dansk og matematik bakkes op af De Konservative. Dansk Folkeparti kræver et karaktergennemsnit på 6 i dansk og matematik, mens Liberal Alliance vil indføre karakterkrav på 7. Socialdemokraterne og De Radikale vil ikke gå højere end 2.

Færre studieretninger: 

Regeringen lægger op til, at der skal skæres kraftigt i antallet af studieretninger. I alt er der på landsplan samlet set 398 studieretninger på STX, HTX og HHX. Det tal skal ifølge regeringen ned på 49.

De Konservative melder sig klar til at barbere antallet ned, og det er der generel velvillighed for i blå blok. Socialdemokraterne og De Radikale foreslår fremover at udbyde 90 studieretninger.

Kortere grundforløb:

Regeringen vil forkorte grundforløbet fra seks til tre måneder. Først herefter skal eleverne vælge studieretning. De Konservative vil helt afskaffe grundforløbet, mens Socialdemokraterne er åbne for drøftelser, men vil fastholde et grundforløb.

Dansk Folkeparti foreslår, at eleverne vælger sig ind på enten en humanistisk eller naturvidenskabelig retning, så de først i 2.g vælger en specifik studieretning. EL frygter, at et grundforløb på tre måneder vil øge frafaldet markant.

Matematik på B-niveau:

Blå blok støtter regeringens forslag om, at langt de fleste elever får matematik på B-niveau - undtagen de elever, der har en sproglig retning med tre fremmedsprog. 

Det samme gør Socialdemokraterne og De Radikale, der dog tidligere har pointeret, at det er vigtigt at give plads til kunstneriske og sproglige uddannelser, der fritages for kravet.

HF målrettes professionsbachelor og erhvervsakademiuddannelser.

Regeringen vil åbne for optag direkte fra 9. klasse, hvis man har mindst 4 i dansk og matematik. Ansøgere, der ikke opfylder kravet, kan optages efter en standardiseret vurdering af deres faglige og personlige forudsætninger for at bestå en HF-uddannelse.

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance bakker op om regeringens forslag. De Konservative mener, at det er at gå for langt. Socialdemokraterne og De Radikale mener, at der skal være plads til sene startere i uddannelsessystemet.

Kilde: Berlingske, Ritzau, Politiken.

Se debatten hvor vi også er på besøg på Vestfyns Handelsgymnasium her

 

 

Oversigt

    Oversigt