Halloween fejret på nordfynsk

For trettende år i træk fejrede Otterup Handelsforening Halloween fredag sammen med en stor del af byens borgere.

Der var sang og musik, dukketeater, gratis kage, græskar og slik, da Otterup Handelsforening markerede Halloween for trettende gang, fredag.

Og foreningens medlemmer havde fundet diverse sminke og kostumer frem til lejligheden.

- Vi gør det, fordi vi gerne vil gøre noget for byens borgere. Det skal en handelsforening gøre. Men vi gør det også for vores egen skyld. Den ene gang om året skajer vi helt ud og bliver børn igen. Meningen er, at vi handlende skal have det sjovt med hinanden, siger Pia Longet fra Otterup Handelsforening.

Traditionen med at fejre Halloween begyndte i Otterup længe før det blev almindeligt i resten af landet:

- Hvis vi ikke er de første, så er vi i hvert fald en af de første byer, der tog det op, siger Pia Longet.

Hun anslår, at mellem 1000 og 1500 mennesker har deltaget i løjerne i løbet af dagen.

Medarrangører er Otterup Bibliotek og klubben Aktivitetshuset.

Oversigt

    Oversigt