I det fynske folks tjeneste

Lægemangel på Fyn: Halvdelen af lægehusene har lukket for nye patienter

Lægemanglen er ved at blive til alvor på Fyn. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Udviklingen betyder, at i gennemsnit hvert andet fynske lægehus har lukket for tilgang af nye patienter.

00:20

Praktiserende læge Thomas Kanstrup Poulsen håber snart at få en ny kollega. Han og kollegerne i lægehuset i Vissenbjerg har uden held søgt gennem et år. Video: Flemming Ellegaard

Praktiserende læge Thomas Kanstrup Poulsen håber snart at få en ny kollega. Han og kollegerne i lægehuset i Vissenbjerg har søgt gennem et år.

Men indtil videre uden held.

- Det har vist sig at være rigtig vanskeligt, bekræfter Thomas Kanstrup Poulsen.

Nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser nu, at lægemanglen nu har bidt sig fast på hele Fyn.

Ifølge Sundhedsdatastyrelsen har hver anden fynske lægepraksis lukket for tilgang af nye patienter. Når de gør det, så skyldes det mangel på læger.

Assens og Faaborg er hårdt ramt, og værre står det til i Svendborg og Odense. I begge byer har 68 procent af praksisserne lukket for tilgang.

Og konsekvensen er Thomas Kanstrup Poulsen ikke i tvivl om. Det rammer patienterne.

- Det er selvfølgelig noget, vi arbejder rigtig meget på og forsøger at undgå. Men elastikken kan selvfølgelig briste på et eller andet tidspunkt.

 

Læs også Nyt initiativ kan udrydde lægemangel på Fyn

 

Minister på visit

Derfor var socialminister Mai Mercado (K) mandag på Fyn. Den fynskvalgte minister besøgte de praktiserende lægers formand i Odense for at få inspiration til en løsning på problematikken.

Ministeren er med i regeringens sundhedsreformsudvalg, der blandt andet skal løse udfordringen med manglende praktiserende læger.

- Vi har en kapacitetsmangel, og til syvende og sidst kan jeg i hvert fald frygte, at man faktisk ikke kan få en praktiserende læge, man kan gå til. Altså ens egen læge, siger Mai Mercado.

For problemet bliver kun værre. I løbet af de næste ti år går hver tredje praktiserende læge gå på pension. Og de unge er svære at lokke.

Men selv gordiske knuder kan løses.

- Det gør man ved at holde fast i, at den almene praksis skal være en stærk spiller i det danske sundhedsvæsen. Vi skal tale almen praksis op til det, det er. Nemlig et fantastisk sted hvor patienterne har deres base igennem alt det, de kommer igennem i sundhedsvæsenet, siger Morten Svenning Nielsen, der er læge og formand for PLO, Praktiserende Lægers Organisation.

 

Læs også Lægemangel i provinsen: Fynsk læge skal dække Mors

 

Flere opgaver forude

I fremtiden bliver der bare endnu mere brug for læger ude i praksis. For det står allerede nu klart for politikerne bag sundhedsreformen, at de vil skubbe endnu flere opgaver ud i almen praksis.

- Det kunne eksempelvis være opgaver på diabetesområdet og KOL-området, hvor det ikke er nødvendigt, at behandlingen faktisk foregår på sygehusene, som jo er noget dyrere. Men at den behandling godt kan foregå hos den alment praktiserende læge, siger Mai Mercado.

Og hvordan lokker man så flere unge læger til at vælge livet som praktiserende? Det kommer politikerne med deres bud på med reformen til januar.

Imens håber Thomas Kanstrup Poulsen i Vissenbjerg bare på en løsning. For hvis det ikke lykkes at ansætte endnu en læge, så ved han godt, hvordan 2019 bliver:

- Vi får mere travlt, end vi har haft tidligere.

Sundhedsreformudvalget består af ministre fra alle partier i regeringen. Hvornår udvalget er klar med et udspil er endnu usikkert, men forventningen er, at det sker i slutningen af januar.

02:29 Luk video