Hans liv er skibe - og nu vil han levere dem til TV-branchen

Ole Thalund har en enorm viden om skibe. En viden, som FilmFyn allerede har brugt, og som i fremtiden skal komme TV- og filmbranchen til gode.

På femte sal ikke langt fra havnen i Svendborg holder skibsmægler Ole Thalund til. På kontoret står der skibe i glasmontre. Der er udsigt til havnen og Svendborg Søfartsskole.

Bag computeren sidder Ole Thalund. En mand, der har mere er 25 års erfaring i shippingbranchen. En mand, der selv har sejlet i flere år, og som er vokset op med forældre, der var forstanderpar på Søfartsskolen.

Der er ingen tvivl om, at det maritime betyder rigtig meget for Ole Thalund.   

- Ja, hvad er det med mig og skibe? Det er jo i blodet og det med at sidde på kontoret og have med skibe at gøre giver mig jo en kontakt med skibene, fortæller Ole Thalund. 

Skibet Caroline S. bliver brugt i serien 'Mercur'. Det ligger lige nu til kaj i Svendborg.
Skibet Caroline S. bliver brugt i serien 'Mercur'. Det ligger lige nu til kaj i Svendborg.
Foto: Morten Albek

I fremtiden kommer der også til at flyde skibe gennem hovedet på skibsmægleren. Han vil bevæge sig ind på en meget specifik del af markedet for skibe. Nemlig levering af skibe til filmbranchen.

Premiere i ny serie
Og Ole Thalund får 6. marts debut som skibscaster. Han har skaffet det skib, som spiller en meget stor rolle i den nye serie 'Mercur'. 

Serien handler om 'Radio Mercur', der tilbage i 1950'erne sendte piratradio til danskerne fra et fastlæggende skib i Øresund. 

Radio Mercur

Faktisk er det ikke helt tilfældigt, at Ole Thalund nu har fundet lige præcis det skib, som serien manglede. Han har - sideløbende med sit shippingfirma - arbejdet på, at blive den mand, man ringer til, når man skal bruge et skib til film.

Idéen om levere skibe til filmindustrien startede, da en kollega fortalte, at filminstruktøren Bille August havde efterspurgt et skib til en film. Og det fik Ole Thalund til at tænke.

- På længere sigt kunne det være, at man kunne få et eller andet sjovt ud af at tilbyde den service til filmindustrien. Der må være brug for det, forklarer skibsmægleren.

Ole Thalund henvendte sig tilbage i 2009 til FilmFyn for at fortælle om sine tanker og muligheden for at starte et samarbejde. Det er også en FilmFyn-støttet TV-serie, som Ole Thalund nu har leveret et skib til.

Kurs mod udlandet
Ole Thalund har da også allerede modtaget et par hendvendelser fra andre filmprojekter, som kunne bruge hans hjælp til at finde det helt rette skib.

Inden han fandt det rigtige skib til serien 'Mercur', havde Ole Thalund henvendelser fra både Bollywood og USA. Men han afslog, da han ikke var helt klar til at søsætte projektet og kaste sig ind i den nye branche som skibscaster. 

Det er da heller ikke tanken, at Ole Thalund sætter alle sejl ind på at blive skibscaster på fuld tid lige med det samme. 

- Det er et projekt, jeg har liggende, som man kan trække sig tilbage med, fordi det ikke er så hektisk i forhold til det, jeg laver i dag, siger Ole Thalund. 

Men når Ole Thalund er klar til at lette anker og sætte kursen mod en tilværelse om skibscaster, så er planerne klar.

- Det kunne være fint at komme ud i den store verden med det. Så vidt jeg kan se og har googlet mig frem til, er der ikke nogen andre, der tilbyder den service til filmindustrien nogen steder. Det kunne jo være rart at komme videre ud i verden og blive brugt af filmindustrien, fortæller Ole Thalund. 

Serien 'Mercur' har premiere på TV 2 Charlie 6. marts og kommer i ti afsnit. Hovedrollerne spilles af Andreas Jessen, Jon Lange og Neel Rønholt. 

Ole Thalund på dækket af det skib, han har skaffet til serien 'Mercur'.  
Ole Thalund på dækket af det skib, han har skaffet til serien 'Mercur'.  
Foto: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt