Hattrick-helten Abdellaoue stortrives i OB

Mustafa 'Mos?Abdellaoue lyste op med tre mål, da OB slagtede Sønderjyske med 5-1. Lejesvenden trives i OB.

FC København har udlejet Mustafa 'Mos?Abdellaoue til OB, og mandag aften scorede han tre mål for fynboerne i 5-1-ydmygelsen af Sønderjyske.

Dermed fik han endelig hul på bylden med sine første ligamål hos fynboerne.

- Ser man bort fra pokalkampe, så skal man et par år tilbage til min tid i norsk fodbold for at finde et hattrick.

- Det er selvfølgelig dejligt at score. Jeg får tåen på det første mål, og det var åbenbart det, som skulle til, siger han og smiler.

Om nordmanden spiller i FCK, OB eller et helt tredje sted næste sæson, er et åbent spørgsmål.

- Det vigtigste for mig er spilletid, så jeg kan udvikle mig. Jeg har det utroligt godt og trives her i OB. Jeg har ikke taget stilling til, hvad der skal ske i næste sæson. Det må vi se på, når sæsonen er slut, siger Mos.

Træner Troels Bech roser sin angriber, og samtidig glæder han sig over en god kamp af Conor O'Brien.

Amerikaneren slap godt fra mødet med sine gamle holdkammerater fra Sønderjyske.

- Mos var meget iøjnefaldende for os i dag. Han spillede en stor rolle, og så spillede Conor O'Brien måske sin bedste kamp for os, siger Troels Bech i rosende vendinger.

OB rykkede med sejren op på fjerdepladsen og kan for alvor melde sig ind i topkampen på søndag med en sejr mod gæsterne fra Brøndby.

Oversigt

    Oversigt