Fantastiske Fællesskaber: Her er den fynske vinder

Det blev madspildsorganisationen De Gule Hjælpere fra Tommerup, som endte med at løbe med sejren og 100.000 kroner i Bagenkop torsdag aften.

Hvis man følger De Gule Hjælpere på Facebook, har man hele november ikke været i tvivl om, at foreningen er nomineret i konkurrencen Fantastiske Fællesskaber. For De Gule Hjælpere har i den grad formået at engagere deres følgere og omverden.

Torsdag aften stod det klart, at indsatsen har båret frugt.

Fra scenen kunne TV 2/Fyns Signe Ryge nemlig til stor jubel annoncere, at foreningen har vundet.

- Vi kan ikke få armene ned. Det er vi utroligt glade for. Det er en stor hjælp for os i hvert fald, siger Lars Stjernegaard, der er stifter af foreningen. 

De Gule Hjælpere er hjemmehørende i Tommerup, hvor de indsamler madvarer, som nærliggende supermarkeder ikke kan sælge, og så sælger foreningen dem videre til ganske lave priser i dens egen butik.

- Så kan man godt mærke, at man gør et eller andet godt. Godt for en masse mennesker. Det er svært at sætte ord på, siger den glade vinder til TV 2/Fyn.

Projektet mindsker madspild og hjælper samtidig nogle af de udsatte i lokalområdet med billige madvarer.

Tæt løb om stemmerne

Fynboerne har kunnet stemme på de fem nominerede siden den 4. november, hvor de nominerede blev offentliggjort, og siden har flere end 7000 personer stemt via sms.

Hver en stemme har talt, for der var kun godt 100 stemmer, som adskilte 1. og 2. pladsen.

Selv 5. pladsen fik 17% af stemmerne. Det vidner om et finalefelt med lutter højt kvalificerede fællesskaber. 

100.000 kroner

De Gule Hjælpere har ud over titlen som Fyns mest fantastiske fællesskab også vundet 100.000 kroner.

Beløbet kommer delvist fra de to fonde Tuborgfondet og Lokale- og Anlægsfonden, som står bag Fantastiske Fællesskaber sammen med syv af landet otte TV 2-regioner.

 

​​​​Sådan stemte fynboerne

Oversigt

    Oversigt