I det fynske folks tjeneste

Trafikeret dag forude: Her skal du undgå Fynske Motorvej i juledagene

Fredag inden jul, lillejuleaften og især anden juledag er nogle af de travleste dage på Fynske Motorvej.

Især den vestlige del af Fynske Motorvej vil opleve tæt kø og forlænget rejsetid i juledagene - særligt anden juledag forventes at blive med meget trafik. Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Når familien Danmark skal hjem til jul, giver det mange biler på vejene og kø på udsatte strækninger.

2018 er dog usædvanlig, i og med juletrafikken op til jul fordeler sig over flere dage, når juleaften falder på en mandag.

 

Læs også Flere biler fylder Fynske Motorvej: - Det er så frustrerende

 

Anden juledag forventes til gengæld at blive en travl dag på vejene, da trafikken hovedsageligt vil bevæge sig på tværs af landet over Fyn, oplyser Vejdirektoratet.

Fredag inden jul og lillejuleaften

Det er især den vestlige del af Fynske Motorvej, der bliver ramt. Derudover gør Vejdirektoratet opmærksom på, at der altid kan opstå kø og forlænget rejsetid på grund af uheld og dårligt vejr.

Selv om der ikke forventes store forsinkelser i dagene op til jul, er der nogen risiko for tæt trafik og mindre kødannelser fredag den 21. december i eftermiddagsmyldretiden samt søndag den 23. december midt på dagen.

Vejdirektoratet anbefaler, at bilister så vidt muligt holder sig fra Fynske Motorvej på disse tidspunkter, hvis det kan undgås.

Udrejsetrafikken over Fyn kommer hovedsageligt fra København i retning mod Jylland.

Det kan mærkes på juletrafikken, når københavnerne skal hjem til Jylland på juleferie. Foto: Vejdirektoratet

Anden juledag og nytår

Anden juledag er en af årets største rejsedage. Her forventer Vejdirektoratet tæt trafik og risiko for kødannelse mellem klokken 10 og 14.

Hjemrejsetrafikken over Fyn vil primært bevæge sig fra Jylland mod København.

Fra den 27. december og resten af juleferien forventer Vejdirektoratet normal trafik på Fyn.

Få overblikket over de travleste tidspunkter på de danske motorveje, heriblandt Fynske Motorveje.  Foto: Vejdirektoratet