Herstal flytter produktionen til Sverige

Kendt fynsk lampefirma frasælger flere forretningsområder og koncentrerer indsatsen om lamper til det europæiske marked.

Herstal starter på en frisk og fokuserer nu udelukkende på at udvikle og sælge lamper.

Det sker fra Varberg i Sverige, hvor man fra det nye regnskabsår vil sælge lamper og lysprodukter fra virksomheden  Belid Lighting AB under navnene Belid og Herstal.

Herstal overtog den svenske virksomhed allerede i 2008.

Samtidig har man frasolgt tekstil-, brugskunst og livsstilsprodukterne, der tidligere var samlet under navnene Juna og Herstal Living.

Efter assistance fra en ekstern konsulent har Herstal set tilbage på de seneste års svingende resultateter og besluttet sig for at vende tilbage til det udgangspunkt, der startede virksomheden, da Martin Herstal var helt ung.

I det netop offentliggjorte 2015/16 regnskab kalder ledelsen selv de nye tider for Herstals største forandringsproces nogen sinde.

Herstal har solgt sit hovedsæde på Datavej, hvor Sanovo flyttede ind i juni måned, og har flyttet al logistik og administration til Sverige.

Belid Lighting AB vil fortsat under Herstal Holdings regi have et mindre repræsentationskontor i Odense som base for de danske sælgere og Herstal Holding administration.

- De omfattende ændringer har desværre betydet, at vi måtte sige farvel til rigtigt mange gode og loyale medarbejdere, som vi har gjort vores bedste for at hjælpe videre. Virksomheden vil fortsat være rammen for næsten 200 medarbejderes fremtid med forventninger om vækst, hedder det i ledelsesberetningen.

Frasalget har skæppet i Hertal Holdings kasse med cirka 17 millioner kroner, og årets overskud før skat er på cirka 16 millioner kroner.

Koncernen har en egenkapital på godt 11 millioner kroner.

Koncernledelsen forventer en væsentlig bedre indtjening, og det er også nødvendigt.

Koncernen ejer også en række feriehuse på Kreta, og de mistede især efter finanskrisen værdi. Nu har en græsk valuar vurderet dem til 42,8 millioner kroner, og en tidligere nedskrivning på 8 millioner kroner er blevet bogført som et plus igen.

Sammenholdt med at koncernen har værdisat færdiggjorte udviklingsprojekter til 21 millioner kroner, der dog kun er noget værd, hvis koncernen tjener penge, er der flere usikkerhedsfaktorer i regnskabet.

Det gør både ledelsen og revisionen opmærksom på. 

 Koncernens samlede gældsforpligtelser overfor banker og realkreditinstitutter udgør 167 millioner kroner efter i årets løb at være nedbragt med 74 millioner kroner.

 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt