Historiske fynske ejendomme solgt for millioner

To kontorbygninger i Teglgårdsparken i Middelfart er solgt. Køberen er Bygningsstyrelsen, der erhverver sig de historiske ejendomme for et tocifret millionbeløb.

Ejendommene 19 og 99 i Teglgårdsparken i Middelfart er solgt. Bag den store ejendomshandel står Home Erhverv Fyn, der har formidlet salget af bygningerne for Danica.

De historiske ejendomme, der tidligere har udgjort en del af Middelfart Sygehus, udgør i alt 5.956 kvadratmeter og huser i dag Skat som lejer.

Det er Bygningsstyrelsen, der bliver den nye ejer af kontorbygningerne i Teglgårdsparken, hvor Skat bliver boende som lejer.

Det er Home Erhverv Fyn, der i april sidste år fik til opgave at sælge ejendommene i Teglgårdsparken.

- Vi er naturligvis glade og stolte over at være en del af så stort et salg, og vi glæder os over, at Bygningsstyrelsen nu overtager ejendommene. Som erhvervsejendomsmægler har det været en spændende proces at være en del af, og der skal lyde en stor tak til både køber og sælger for samarbejdet undervejs, siger Henrik Svane fra home Erhverv Fyn i en pressemeddelelse.
 
Hverken køber eller sælger ønsker at oplyse den nøjagtige salgspris, som ifølge Henrik Svane løber op i et stort tocifret millionbeløb.

Oversigt

    Oversigt