Hjemmeværn og politi i aktion på Lindø

Lørdag vil det vrimle med uniformerede hjemmeværnsfolk og politi i Lindø Industripark. Godt 100 hjemmeværnssoldater og politifolk er på øvelse sammen.

Det kræver konstant uddannelse og træning, for at de frivillige hjemmeværnsfolk skal kunne støtte Fyns Politi i de daglige opgaver. Derfor er godt 100 hjemmeværnssoldater og politifolk samlet på øvelse sammen den 18. marts.

- Hjemmeværnet rykker altid ud, når vi kalder, og de yder en uvurderlig støtte til Fyns Politi, siger politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen i en pressemeddelelse fra Hjemmeværnet.

Lørdag vil Lindø Industripark være kulisse for øvelsen, og hjemmeværnssoldaterne vil blive  udsat for en lang række af de situationer, som Fyns Politi kunne finde på at bede dem om at indgå i.

Det er alt fra forskellige typer for afspærring, adgangskontrol, varsling og evakuering, trafikregulering, logistisk assistance, eftersøgninger, observation til  håndtering af effekter.

- Når Fyn har brug for hjælp, er vi klar. Denne uddannelse og vedligeholdelse skal bare gøre os mere skarpe på de udfordringer, vi får, siger chefen for Hærhjemmeværnsdistrikt Fyn, oberstløjtnant Kent Mikkelsen.

Uddannelsen er lavet i et samarbejde med Fyns Politi, og de fleste poster, som kursisterne skal igennem på Lindø lørdag, er bemandet med politi, så soldaterne får den rigtige uddannelse.

Fakta om Hjemmeværnet på Fyn

Oversigt

    Oversigt