Hjemmeværnet øver krig på Vestfyn

Danmarks største hjemmeværnsøvelse fortsætter søndag med flere begivenheder på især Vestfyn. Knap 600 fynske hjemmeværnssoldater deltager.

Siden fredag har der været krig på Vestfyn.

Eller det vil sige, krig er det ikke rigtig, men det ligner mange steder. 

For Hjemmeværnet holder i weekenden en stor øvelse i mange dele af landet, blandt andet i Trekantsområdet og på Vestfyn.

Med i øvelsen er knap 600 fynske hjemmeværnssoldater og i alt mere end 5.500 deltagere fra Danmark, USA, Tyskland og flere andre lande. De mange deltagere gør øvelsen til den største i nyere tid.

Formålet med øvelsen er først og fremmest at forberede sig på fremtidens udfordringer og trusler, men også at vise befolkningen, hvad det moderne hjemmeværn kan. Og overalt hvor de kommer frem, bliver de vel modtaget.

- Vi møder en utrolig velvillighed fra de civile borgere, når vi kommer og spørger, om vi må være på deres jord eller vi må være i deres bygninger. Vi er meget, meget velkomne alle steder, og der er ikke nogen steder, hvor vi ikke får lov at komme, eller hvor folk de står og gør grin med os. Tvært imod. Der er faktisk respekt omkring Hjemmeværnet i dag, siger oberstløjtnant Kent Mikkelsen, der er chef for Hjemmeværnets Distrikt Fyn.

De fynske hjemmeværnssoldater har henover weekenden øvet en række forskellige ting, blandt andet har de evakueret en mindre by og også øvet mere klassiske soldatermæssige færdigheder som angreb og forsvar.

Landsøvelsen 2016 slutter søndag med en stor parade med over 5.000 deltagere foran Bülows Kaserne i Fredericia. Her får de mere end 5.000 hjemmeværnssoldater blandt andet selskab af Hendes Majestæt Dronning Margrethe.

Oversigt

    Oversigt