Vind 150.000 kroner: Er du med i et fantastisk fællesskab?

Der er 150.000 på højkant, når TV 2/Fyn og landets øvrige regioner hylder fællesskabet med en stor kampagne.

Hvor findes det mest fantastiske fællesskab i den fynske region og i hele Danmark? Det har TV 2/Fyn sat sig for at finde ud af. Derfor lancerer TV 2/Fyn sammen med de øvrige TV 2 Regioner i Danmark projektet Fantastiske Fællesskaber.

Projektet går ud på at fejre alt det, som danskerne har sammen, og at finde frem til det unikke sammenhold, der fortjener titlen som Årets Fantastiske Fællesskab – og en medfølgende pris på 100.000 kroner.

- Vi har en stærk kulturel tradition for at samle os i foreninger og dyrke vores interesser i fællesskaber. Nogle fællesskaber er store, andre bittesmå, men generelt elsker vi at mødes om det, som vi synes er vigtigt i livet. Den tradition vil vi gerne være med til at fastholde og styrke, siger Martin Mulvad Ernst, fagredaktør for kultur og folketjeneste på TV 2/Fyn.

TILMELD DIN FORENING - KLIK HER

Fra mandag den 5. marts og frem til søndag den 1. april kan alle foreninger og fællesskaber melde sig til hos den TV 2 Region, hvor de hører hjemme. Regionale juryer vil ud fra ansøgerne nominere ti fællesskaber, der ved sms-afstemning skal dyste om at vinde en regional pris på 50.000 kroner. 

Vinderen fra hver region går videre til landsfinalen, hvor det fællesskab, der får flest stemmer, vinder yderligere 100.000 kroner og ikke mindst titlen som Årets Fantastiske Fællesskab. Der er altså en samlet præmiesum på 150.000 kroner til det fantastiske fællesskab, der går hele vejen.

Ildsjæle i juryen

TV 2/Fyn har etableret en fynsk jury, hvor der blandt jurymedlemmerne også er ildsjæle med stor erfaring fra foreningslivet og med sans for værdien i fællesskaber. I juryen sidder Anja Følleslev, der for nyligt blev kåret som Årets Fynbo, og Søren Jakobsen fra Aarup. Han glæder sig til opgaven som jurymedlem:

quote Nogle fællesskaber er store, andre bittesmå, men generelt elsker vi at mødes om det, som vi synes er vigtigt i livet

Martin Mulvad Ernst, fagredaktør for kultur og folketjeneste på TV 2/Fyn

- Det er supervigtigt med gode forpligtende fællesskaber, og det er der utallige grunde til. Det sociale aspekt er for mig et af de vigtigste pejlemærker i den danske foreningstradition, siger Søren Jakobsen.

Han er til daglig viceskoleinspektør på Aarupskolen, men derudover har Søren Jakobsen fyldt stort set alle ledige timer i døgnet op med aktiviteter i forskellige fællesskaber, især med fokus på idræt.

Støttet af fonde

Samtlige af Danmarks otte TV 2 Regioner er med i Fantastiske Fællesskaber, og projektet støttes af Lokale- og Anlægsfonden og Tuborgfondet. Det har gjort det muligt at løfte projektet til at være landsdækkende og samtidig sikre en stor gennemslagskraft i alle dele af landet.

TILMELD DIN FORENING - KLIK HER

- For at give danskerne indsigt i de fællesskaber, som de kan stemme på, vil der blive produceret en lille portrætfilm om hver af de i alt 80 nominerede foreninger fra hele landet. Filmene kan ses på TV 2 Regionernes hjemmesider, de bliver delt på Facebook, og de bliver også broadcastet på tv, fortæller Martin Mulvad Ernst fra TV 2/Fyn.

Den fynske jury

Oversigt

    Oversigt