I det fynske folks tjeneste

Fremmed mand i bil til skolepige: Hvad hedder du?

Det var her på Østre Skolevej ved Ørkildskolen, at en cirka 60-årig mand henvendte sig til en 13-årig pige. Foto: Google Streetview

En cirka 60-årig mand henvendte sig onsdag til en 13-årig pige i Svendborg. Det er anden gang på 14 dage, at en 13-årig kontaktes af en fremmed mand.

Opdateret klokken 15.53 med præciseringer:

Forældrene til eleverne på Ørkildskolen i Svendborg er blevet orienteret om en hændelse, hvor en pige fra skolen er blevet antastet af en mand i en bil.

Episoden skete ved 11-tiden onsdag, mens anmeldelsen nåede politiet klokken 11.20, oplyser vagtchef Lars Tvede, Fyns Politi.

Anmeldelsen går på, at en 13-årig pige på vej fra tandlægen til skolen blev kontaktet af mand på Østre Skolevej, hvor Ørkildskolen ligger. Manden stillede pigen en række spørgsmål.

Ifølge skoleder Kaj Hørberg, Ørkildskolen spurgte manden blandt andet om pigens navn, alder og skole. Pigen svarede ikke på spørgsmålene og skyndte sig istedet ind på skolen, hvor hun kontaktede en voksen.

Kaj Hørberg mener, at hændelsen kan være en tilfældighed, og roser pigen for hendes reaktion.

- Hun oplever det som ubehageligt, så det var en god handling fra pigens side, siger Kaj Hørberg.

Fyns Politi sendte en patrulje til stedet og der er optaget rapport om sagen:

- Umiddelbart har vi sluttet, at der ikke er sket noget af seksuel karakter, oplyser Lars Tvede.

Læs også 13-årig pige kontaktet af mand i bil

Manden er beskrevet som omkring 60 år og han kørte i en mindre sølvgrå bil.

- Det er svært i den slags sager. Alle bliver nervøse, men vi skal passe på, vi ikke puster til noget der ikke er der. Men generelt skal børn ikke tale med voksne, de ikke kender, siger Lars Tvede.

For præcis 14 dage siden var der en tilsvarende hændelse i Brobyværk. Her blev en ligeledes 13-årig pige kontaktet af en mand, som tilbød at køre hende hjem.

Oplever man noget lignende, så skal man henvende sig til politiet på 114.

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip