Indenrigsminister vil ikke røre ved Arena-Fyn sag

Ministerium følger sagen mellem Odense Kommune og Odense Sport & Event, men vil lade Statsforvaltningen gøre sit arbejde først.

Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) vil ikke gå ind i sagen om ulovlig støtte til Odense Sport & Event. Han vil heller ikke kommentere eller undersøge de yderligere sager, som Statsforvaltningen kikker på bl.a. koncertsagen med Poul Simon & Sting.

Det opfordrede kommunalforsker Roger Buch ellers ministeriet til i går.

I et svar til TV 2/Fyn oplyser ministeriet, at tilsynet med kommunerne varetages af Statsforvaltningen med ministeriet som øverste instans.

- Det er således Statsforvaltningen, der i første række kan tage stilling til, hvorvidt en kommune, herunder Odense Kommune, har handlet lovligt. Økonomi- og Indenrigsministeriet er bekendt med, at Statsforvaltningen er i færd med at overveje, hvad forskellige sagskomplekser i Odense Kommune giver Statsforvaltningen anledning til at foretage sig. Økonomi- og indenrigsministeren kan ikke på det foreliggende grundlag udtale sig om sagerne, idet ministeriet / ministeren derved vil gøre sig inhabil i forhold til ministeriets eventuelle senere stillingtagen til Statsforvaltningens udtalelser i sagerne, hedder det i svaret.

TV 2/Fyn fik i dag oplyst, at ministeriet er opmærksom på den nye sag, men man ønsker altså ikke at blande sig - alene af den grund, at ministeriet så bliver inhabilt, hvis Statsforvaltningens afgørelser vil blive anket.

Ministeriet underbygger, hvad det vil sige at være øverste klageinstans.

- Det er man bl.a. i forhold til Statsforvaltningens beslutninger om anvendelse af sanktioner (f.eks. tvangsbøder, erstatningsretlig bod m.v.) over for ansvarlige kommunalbestyrelsesmedlemmer. Herudover kan ministeriet som øverste kommunale tilsynsmyndighed tage sager op, som Statsforvaltningen har udtalt sig i, når sagen er af principiel eller generel betydning eller har alvorlig karakter. Det gælder også for sager, hvor Statsforvaltningen ikke vurderer, at der skal anvendes sanktioner, hedder det.

Simon Emil Ammitzbøll er dog ikke afskåret fra at udtale sig.

- At en minister udtaler sig offentligt om en konkret verserende forvaltningssag, indebærer ikke i sig selv, at vedkommende bliver inhabil i forhold til den pågældende sag. Men hvis vedkommende myndighedsperson udtaler sig vurderende om en konkret forvaltningssag eller på anden måde, der giver indtryk af, at den pågældende er forudindtaget med hensyn til en efterfølgende behandling af den konkrete sag, vil sådanne udtalelser kunne medføre, at vedkommende bliver inhabil i sagen, hedder det i svaret til TV 2/Fyn.

Oversigt

    Oversigt