Isbjørne skal trøste børn på hospitalet

Odense Universitetshospital får 1.200 isbjørnebamser af TrygFonden. Bamserne skal trøste de yngre patienter, når de bliver bedøvet.

Torsdag ankommer en lastbil med 1.200 såkaldte krammebamser til OUH. De skal deles ud til små børn, som skal i narkose.

- Narkosesygeplejersker og narkoselæger bruger bamserne, når børnene skal bedøves, siger Mette Sorang Kjær, der er børnevelfærdskoordinator ved H.C. Andersen Børnehospital, OUH.

- De giver ro og tager fokus væk fra det ubehagelige, så vi på den måde kan støtte barnet under narkosen, siger hun.

Bamserne er en del af i alt 60.000 krammebamser, som TrygFonden deler ud til hospitaler, sygehuse og specialklinikker over hele landet.

De skal følge barnet, når de færdes på hospitalet og bagefter flytte med barnet hjem.

- Det vil aldrig blive en dejlig oplevelse at skulle bedøves, men krammebamsen er helt klart en stor hjælper, siger Mette Sorang Kjær.

Siden 2007 har TrygFonden uddelt omkring 340.000 bamser til børn. Ifølge Mette Meldgaard, der er områdechef for sundhed i TrygFonden, gør det en stor forskel for børnene.

- Mange forældre oplever, at børnene føler sig mere trygge, når de kan dele oplevelsen med krammebamsen. Nogle afdelinger melder endda om, at der er behov for mindre beroligende medicin inden narkosen, når barnet får en bamse, siger Mette Meldgaard.

Oversigt

    Oversigt