Isbryder fra Svendborg skal være isknuser langt mod nord

Når temperaturen falder til langt under minus i den nordlige del af Østersøen, stiger humøret i Svendborg. Rederiet Nordane Shipping A/S har nemlig købt en isbryder af den danske stat, og isbryderen ”Thorbjørn” er netop blevet gjort klar til vinterens togter.

- Lige nu er der ikke så tyk is i Den Finske Bugt eller Den Botniske Bugt, men vi holder meget øje med situationen. Vi er klar, hvis der bliver brug for ”Thorbjørn” til at bryde is, fortæller ejer af Nordane Shipping A/S, Niels Højlund Hansen.

Faktisk er isbryderen ”Thorbjørn” vendt hjem til Svendborg. Skibet blev i årene 1979-1980 bygget på Svendborg Værft og leveret til Indenrigsministeriet, hvor det om vinteren fungerede som isbryder og om sommeren som isbryder. I 1996 overgik skibet fuldstændigt til Søværnet sammen med to andre og større statsisbrydere. Men da der gik længere og længere mellem isvintrene blev det besluttet at sælge isbryderne fra i 2014. Foreløbigt er det kun lykkedes at sælge ”Thorbjørn” til det Svendborg-baserede rederi.

- Vi har netop afsluttet renovering af skibet, lige som vi har været på prøvesejlads med det, oplyser Niels Højlund Hansen.

Det knap 58 meter lange og 15 meter brede skib har i modsætning til tiden i Søværnet ikke en fast besætning, der er stand by til at sejle med kort varsel. Nordane Shipping A/S, der driver en flåde af blandt andre slæbebåde, har imidlertid hurtig adgang til erfarne besætninger. Skibsreder Niels Højlund Hansen leverer således besætninger og specialister til en lang række funktioner inden for søfart.

Tirsdag fra 14.10-14.30 spiller ”Thorbjørn” hovedrollen i direkte tv fra kajen i Svendborg. På TV 2/FYN går vært Preben Dahl og hans kolleger ombord på isbryderen og berettet om en erhvervssatsning af de mere usædvanlige.

Oversigt

    Oversigt