It-firma tvinger ansatte til motion

En sundere virksomhed skal mindske antallet af sygedage. I Odense tvinger direktør sine medarbejdere til at træne to gange om ugen.

It-virksomheden Chili Security i Odense har siden januar tvunget sine ansatte til at dyrke motion to gange om ugen i arbejdstiden.

Virksomhedens it-folk sidder som regel ned det meste af arbejdsdagen, og målet er sundere medarbejdere og et fald i antallet af sygedage inden for et år.  

- For at det kunne blive en succes var det vigtigt, at vi gik forrest og sagde: Det skal man bare. Der er ikke noget valg, siger direktør Martin Larsen, der også selv deltager i træningen med sine ansatte.

Vil en medarbejder blive fyret?

Om en medarbejder vil blive fyret, hvis vedkommende ikke ønsker at dyrke motion i arbejdstiden, vil direktøren dog ikke lægge sig fast på.

- Nu har vi heldigvis ikke været i den situation, hvor der er en, der sætter sig på bagbenene, men vi har nogle, der en gang imellem har haft nogle skader. Til at starte med er det helt okay, men man skal bare være med næste gang, forklarer Martin Larsen. 

Siden januar har virksomheden trænet hver mandag og onsdag.

Alle kommer med

Teknisk supportleder Sebastian Rask er positiv over for arbejdstræningen, selv om han dog ville foretrække, hvis træningen var frivillig.

- Det er en god idé. Jeg er ikke den bedste til at komme ned i fitnesscentret, på trods af at jeg betaler til det, siger Sebastian Rask.

- Jeg synes, det skulle være frivilligt. Derudover er det dog en god ting for at sikre sig, at alle kommer med og får ydet noget, forklarer han.

Medarbejderne får naturligvis løn, mens de dyrker motion på arbejdspladsen.  

Oversigt

    Oversigt