It-undervisning: Svagtseende ældre får en halv million

På Fyn bor der 5.000 borgere med svær synsnedsættelse - heraf er langt de fleste over 75 år. Nu skal der udvilkes undervisningsmateriale.

Synsrådgivningen modtog i dag 527.000 kroner fra TrygFonden. Pengene er øremærket udvikling af undervisningsmateriale målrettet svagtseende ældre, der skal lære at bruge nye it-løsninger som e-Boks og borger.dk.

Efterhånden som kommunikationen fra kommuner og offentlige myndigheder bliver mere og mere digitaliseret bliver de synshandicappede ældre en udsat gruppe. På Fyn bor der cirka 5.000 borgere, der har en svær synsnedsættelse, og heraf er langt de fleste over 75 år. 

For at denne gruppe borgere skal kunne bruge de nye it-løsninger som e-Boks og borger.dk, har de brug for it-undervisning, som tager højde for deres alder og synshandicap, skriver TrygFonden i en pressemeddelelse. 

Synsrådgivningen har tidligere gennemført et projekt med iPad-undervisning til svagtseende ældre. Dette projekt blev ligeledes støttet af TrygFonden.

Det er TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark, der står bag donationen til Synsrådgivningen som led i TrygFondens samlede arbejde for at støtte udsatte og sårbare grupper og give alle en plads i fællesskabet.

Oversigt

    Oversigt