Jægersoldaten: Egentlig er jeg en tøsedreng

Erik B. Jørgensen er professionel eventyrer. Ekspeditioner til nogle af verdens mest ekstreme steder foregår dog altid ud fra mottoet "sikkerhed først".

Han har krydset Grønland på kryds og tværs. Gjort det samme i Alaska. Og været i krig som elitesoldat. Ordet "ekstrem" burde stå tatoveret i nakken på ham, men faktisk kunne intet være mere forkert.

- Jeg er i virkeligheden nok en tøsedreng, der passer på sig selv. Jeg er sikkerhedsnørd og er bestemt ikke afhængig af adrenalinsuset, som mange sikkert tror. Det er friheden, jeg går efter, indrømmer Erik B. Jørgensen i et roligt øjeblik mellem en af hans mange eventyrlige ekspeditioner.

Erik B. Jørgensen på vandring på tværs af Alaska.
Erik B. Jørgensen på vandring på tværs af Alaska.
Foto: Erik B. Jørgensen

Det er sådan, han ser sig selv: Som eventyrer. I 2013 blev han da også optaget i Eventyrernes Klub, efter at han havde roet Skandinavien rundt  i løbet af seks måneder. Hver dag tilbragte han 10 timer i sin kajak. Noget der udover medlemskab af en eksklusiv klub indbragte ham hæderen for "Årets Eventyr".

Stammer fra Ørbæk

- Jeg er vokset op på en gård ved Ørbæk og troede, at jeg skulle være landmand og overtage gården derhjemme. Men så kom jeg ind til Livgarden og blev værnepligtig sergent. Efter det kom jeg på landbrugsskole og tog også grunduddannelsen. Men jeg ville hellere ind til Slædepatruljen Sirius og afsted til Grønland, mindes Erik B. Jørgensen, hvis militærkarriere tog fart da han var 24 år gammel.

- Efter tre år i Siriuspatruljen blev jeg den første derfra, der søgte ind til Jægerkorpset. Flere havde søgt ind til "frøerne" (Frømandskorpset, red.), men det ville jeg ikke. Jeg var der i fem et halvt år. Siden 2008 har jeg været civil og fuldtids eventyrer, fortæller Erik B. Jørgensen, der som jægersoldat var udsendt på missioner i Afghanistan og Irak.

 

Erik B. Jørgensen i høj bølgegang under en af sine ture i kajak.
Erik B. Jørgensen i høj bølgegang under en af sine ture i kajak.
Foto: Erik B. Jørgensen

- Jeg har i tiden efter ikke haft brug for at søge tilbage til Jægerkorpset. Jeg må erkende, at mine ekspeditioner giver mig fuldt ud de oplevelser, som jeg fik i militæret, siger Erik B. Jørgensen.

I dag bruger han sine erfaringer fra militær og ekspeditioner på mange måder. Senest har han været en af fire instruktører i TV 2-serien "Korpset", hvor 30 toptrænede mænd gennemgår en uge fuld af fysiske prøvelser og opgaver. Tv-seriens seks afsnit er netop blev sendt med succes og følges måske op med en ny sæson.

 

Erik B. Jørgensen under en af sine ekspeditioner til Grønland.
Erik B. Jørgensen under en af sine ekspeditioner til Grønland.
Foto: Erik B. Jørgensen

- Ellers går jeg og planlægger en ekspedition, der starter i februar 2018. To mand ta´r vi med slædehunde ud på en færd, der følger i sporet på de gamle Thule-ekspeditioner, røber Erik B. Jørgensen, der på mange måder ta´r den med ro i 2017.

- Men som jeg siger, så starter eventyret i baghaven. Så går jeg nogle ture i Danmark. Ta´r på nogle mindre ture med min nu 8-årige datter. Det behøver ikke være så vildt det hele, smiler Erik B. Jørgensen.

Han har siden 2008 klaret sig uden fast job. Forstået på den måde, at han både er sin egen chef og arbejdskraft. Mellem 50 og70 gange om året er han ude og holde foredrag.

- Jeg vidste fra mine foredrag om Slædepatruljen Sirius, at der var interesse for den slags. Nu har jeg meget mere at fortælle om, og hver ekspedition er på den måde et nyt foredrag. Det har taget tid at bygge firmaet op, du kan også kalde det at få "fans", men det er lykkedes, lyder det tilfreds fra eventyreren med den fynske baggrund.

I Fyn Live tirsdag

Erik B. Jørgensen lagde allerede i sine teenageår op til sin senere karriere. Området rundt om den fædrene gård ved Ørbæk blev undersøgt ved længere og længere vandringer. Det har lært ham aldrig at vove for meget.

- Jeg siger altid, at man aldrig skal prøve mere end én ny ting, når man tager afsted. Vi kender alle familier, der har skullet på kanontur og sove i telt, uden at de har prøvet det før. Når det kommer hjem har det været en forfærdelig tur. Hvis de blot havde ladet kanonturen være det nye og så sovet i trygge omgivelser på en campingplads, så ville de ikke have gabt over for meget. Sådan planlægger jeg også mine ekspeditioner, fortæller Erik B. Jørgensen.

Tirsdag den 21. februar deler han ud af sine erfaringer, når han sammen med Preben Dahl fortsætter Den Fynske Vandring fra kirken i Viby på Hindsholm og sætter kurs sydpå.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt