Justitsministeren vil bremse voldsspiral i fængslerne

Søren Pape Poulsen vil nedsætte en taskforce, der skal skabe bedre sikkerhed for personale i landets fængsler.

 Miljøet i landets fængsler og arresthuse er blevet stadig mere råt. Blandt andet fordi et meget højt antal rockere og bandemedlemmer sidder inde.

Sådan lyder det i en skriftlig kommentar fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K), efter at nye tal viser en kraftig stigning i vold og trusler mod de ansatte i Kriminalforsorgen.

- Sikkerheden for fængselsbetjente skal være i top, og det skal være benhårdt at sidde i fængsel for dem, der ikke overholder spillereglerne, mener justitsministeren.

Han har besluttet at nedsætte en såkaldt taskforce, altså en slags arbejdsgruppe. Den skal se på, hvordan man kan styrke sikkerheden.

- Det er hårde tider for vores ansatte i landets fængsler og arresthuse. Der afsoner et meget højt antal hårdkogte rockere og bandemedlemmer, og miljøet er blevet stadig mere råt, udtaler ministeren.

Pape refererer til en foreløbig opgørelse for 2016. Tallene viser, at der var 616 episoder med vold eller trusler mod Kriminalforsorgens ansatte. Det er en stigning på 210 tilfælde i forhold til 2015.

Tallet dækker både over episoder i og uden for fængslerne, oplyser Justitsministeriet. Som en særlig tendens er der sket en stigning i antallet af ansatte, der har været udsat for episoder uden for tjenesten.

Det var 39 personer i 2016 mod 10 i 2015 og blot 2 i 2014.

Justitsministeriet vurderer, at situationen skal ses i lyset af et stigende antal opsigelser i 2016. Kriminalforsorgen vurderer, at der aktuelt mangler 70-80 fængselsbetjente.

I løbet af 2016 er der rekrutteret 110 fængselsbetjente, oplyser ministeriet. Problemet med mangel på fængselsbetjente ventes at blive løst i år.

Oversigt

    Oversigt