Kæmpe fynsk hangar fyldes med droner

SDU har købt en hangar i lufthavnen i Beldringe. Her vil de skabe et internationalt samlingspunkt for de flyvende robotter.

En hangar i HCA Airport skal danne rammen om SDU’s satsning på droner og fremme strategien om at gøre lufthaven til et internationalt knudepunkt for test og udvikling af droner.

- For os droneforskere er det en drøm. Hangaren bliver fyldt med det nyeste laboratorieudstyr. Blandt andet kommunikationsudstyr og en 3D-radar, som kan følge dronernes bevægelser, siger adjunkt Kjeld Jensen fra SDU Dronecenter, som blandt andet forsker i at gøre droner uafhængige af at blive styret fra jorden.

SDU Dronecenter har købt den 2250 kvadratmeter store hangar i HCA Airport. Hangaren er stor nok til, at droner kan flyve indendørs. Dermed får forskerne bedre arbejdsbetingelser, når de skal udvikle nye færdigheder til de flyvende robotter.

 - Den store hangar skal blandt andet indeholde et kompositværksted, hvor vi forskere med værktøj i hånden kan ombygge og reparere dronerne og et systemintegrationslaboratorium, hvor vi kan teste nye styresystemer eller kommunikationsværktøjer til dronerne, fortæller adjunkt Kjeld Jensen.

Dronernes Mekka
Med købet investerer SDU i at gøre HCA Airport til et unikt sted for udvikling, forskning og testning af droner. Et center, der kan lokke internationale dronevirksomheder til Beldring, fordi de her kan leje laboratorierne sammen med det nyeste udstyr og tilpasse dronerne, efter de har testfløjet i lufthavnen. 

- Regeringen viste med den nye dronestrategi, at det er dens ambition at gøre HCA Airport til et nationalt og internationalt fyrtårn for udvikling og operationer med droner. Det bakker vi op om, og når vi integrerer laboratorieudstyr og forskere i lufthavnen, kan vi tilbyde virksomheder unikke muligheder, siger leder af SDU Dronecenter, Brad Beach, og fortsætter:

- Store internationale droneoperatører kan lande med deres fly i lufthavnen og straks gå i gang med at teste deres droner. Derefter kan de leje vores laboratorier, så de kan justere dronerne efter testflyvningen. Det er unikt.

64 millioner kroner
Brad Beach peger på, at opgraderingen af udstyr til droneforskning blandt andet er blevet mulig, fordi regeringen i den nationale dronestrategi afsatte 30 millioner kroner til ny national forskningsinfrastruktur. Et konsortium af fem danske universiteter har indskudt 34 millioner kroner i medfinansiering som en del af projektet.

Kasper Hallenborg, som er institutleder for SDU’s Mærsk Mc-Kinney Møller Institut, hvor robotter og droner hører ind under, fortæller, at for dem er droner flyvende robotter.

- Vi har i forvejen landets største forskningsmæssige kapacitet inden for robotområdet. Droner og droneteknologi er et nyt vækstområde med et stort erhvervsmæssigt potentiale, ligesom robotter var det for tyve år siden, siger han.

Se indslag fra 23. september: Danmark har fået en national dronestrategi til 64 millioner kroner. Fem af landets universiteter skal samarbejde om at sikre Danmark  førertrøjen indenfor droneforskning. 

Oversigt

    Oversigt