Kæmpe krigsskib vender hjem til Fyn

Et af Danmarks mest moderne krigsskibe vender hjem til Fyn. Snart skal det ud på internationale missioner, men inden kan alle komme ombord på skibet.

Fregatten Peter Willemoes var et af de sidste skibe, der blev bygget på Lindø-værftet. I 2011 blev det navngivet i Munkebo efter den fynske søhelt, og snart skal den ud på internationale missioner.

Men først ligger den til kaj ved Odense Havn.

Den 30. august vender fregatten tilbage til Fyn, hvor den blev bygget. Det sker med en stor ceremoni og salut samt en tur på Odense Rådhus for skibets besætning.

Odense Kommune har fået tilknyttet krigsskibet for at knytte venskabsbånd med fregatten. Men mødet kommer også fregatten til gode.

- Det vil give gode oplevelser for borgerne, men også besætningen. Og så kan vi knytte kontakt til det maritime miljø, siger souschef på skibet, Peter Krogh.

Fregatten vil holde "åbent skib" lørdag d. 31.8 og dagen efter d. 1.9, hvor alle vil få mulighed for at komme ombord.

- Vi vil åbne alle de landgange, vi har, og vi forventer, at der vil komme 3-4000 mennesker, siger Peter Krogh.

Willemoes har en besætning på omkring 100, hvoraf flere har været på missioner i Adénbugten i Somalia.

Oversigt

    Oversigt