Kampen for overlevelse: Fona i Vestergade lukker

Elektronikkæden Fona næsten halverer antallet af butikker for at komme ud af betalingsstandsning. Odense mister butikken i Vestergade.

  Fona må skære gevaldigt for at overleve. Det viser den plan, der er lagt for at trække elektronikkæden ud af den betalingsstandsning, der blev indledt i begyndelsen af februar.
 I alt skal 25 ud af 56 butikker lukke. Samtidig bliver 300 af de 975 ansatte i Fona opsagt.

 - Planen indebærer, at der sker en tilpasning af virksomhedens størrelse igennem lukning af butikker og dermed opsigelse af en række medarbejdere, skriver advokaterne, der arbejder for at genoprette Fona, i en meddelelse.

Blandt butikslukningerne er prominent placerede butikker som Fona Nørreport, Fona Amagercentret, Fona på strøget i Aarhus og Fona i Odense centrum.

Blandt butikslukningerne er prominent placerede butikker som Fona Nørreport, Fona Amagercentret, Fona på strøget i Aarhus og Fona i Odense centrum. Også Aalborg, Vejle, Viborg, Fredericia, Sønderborg, Horsens og Holstebro mister deres Fona-butik.

 Som led i planen skal Fona samtidig sælges. Advokaterne fortalte torsdag, at man er i forhandlinger med flere interesserede købere.

 - Forhandlingerne om et salg af denne reducerede enhed pågår. Vi forventer at have en afklaring inden for de næste fire uger.

 - Vi vil, så længe forhandlingerne pågår, ikke kommentere på forventningerne til udfaldet heraf, skriver advokaterne.
 Fona gik 1. februar i betalingsstandsning, da selskabet var løbet tør for penge. Det skete oven på en julesæson, der var gået markant værre end forventet. Samt en intens priskrig med nye aktører i markedet som Power og Elgiganten.
 - Det gør mig meget ondt, at virkeligheden for Fona ser ud, som den gør, da medarbejderne er uden skyld i den situation, vi er havnet i, skrev Michael Kjær, administrerede direktør i F Group A/S, som ejer Fona, i en pressemeddelelse på det tidspunkt.

 Med betalingsstandsningen skulle en kurator lave en plan for selskabets overlevelse og forhandle med kreditorer. Den plan blev godkendt torsdag i skifteretten, og butikslukningerne er en del af den.

 

Oversigt

    Oversigt