Kaskelothvalen svømmer nordpå

Kaskelothvalen, der fredag og lørdag besøgte Fyn, har forladt de fynske farvande og har i stedet sat kursen nordpå.

Den store kaskelothval, der fredag aften og lørdag formiddag svømmede rundt ved Gabet og Odense Fjord, har nu fundet vej til de østjyske farvande.

Kaskelotten er nemlig blevet set nær Tunø, der ligger lige vest for Samsø.

På en sejltur fra Tunø mod Juelsminde søndag formiddag fik Anette Sørensen pludselig en stor oplevelse. En af havets helt store kæmper dukkede nemlig op tæt på den båd, hun sejlede med.

- Vi sejler fra Tunø mod Juelsminde, og så var den der på ti meters afstand, fortæller Anette Sørensen til TV 2 Østjylland.

Der er blevet observeret hvaler i de danske farvande for nylig, både i Odense Fjord og i Vejle Fjord. Og ifølge hvalekspert Carl Kinze er der ingen tvivl. Det er en kaskelothval, der har fundet vej til de østjyske farvande.

- Det er en kaskelothval, siger Carl Kinze til TV 2 Østjylland.

Hvalen, der er blevet spottet mellem Tunø og Juelsminde, er ifølge koordinaterne næsten oppe ved Tunø.

- Det er spændende, så må den næsten komme op til Aarhus Bugt, siger Carl Kinze.

Dermed er der håb for hvalen, der ifølge biologer normalt finder sin føde på op til 3.000 meters dybde. Flere, der så hvalen ved Fyn, var nervøse for, om hvalen var afkræftet på grund af mangel på føde.

Men fortsætter den kursen nordpå, kan den måske være på vej tilbage i vante omgivelser i Nordsøen og Atlanterhavet.

 

Oversigt

    Oversigt