Kinesisk julefilm skal optages i fynsk børnehave

Kineserne skal optage ny familiefilm på Fyn, der blandt andet skal handle om den danske jul. Alle kinesere med fjernsyn vil kunne se filmen.

Der lugter af røgelse. På bordet står der fire fade; et med appelsiner, ét med granatæbler, ét med en grillet kylling og ét med et stort grisehoved.

Filmholdet bukker i fire retninger, råber noget på kinesisk, placerer røgelsespindende ærbødigt foran grisehovedet, og så kommer finalen:

Et rødt klæde trækkes hurtigt af et kamera, og alle jubler. Den kinesiske ceremoni, der markerer begyndelsen på en ny film, er slut. Nordfyns Højskole danner rammerne, og alle kinesere og danskere klapper. 

Filmen, der nu skal optages, handler om kulturmødet mellem børn, om dansk jul, kinesisk nytår og selvfølgelig lidt om H.C. Andersen. 

Berømt forfatter blev betaget af Danmark

Det er kineseren Meng Xianming, der har skrevet manuskriptet. Han er kendt for film- og tv-produktioner, der tager udgangspunkt i barnets perspektiv, og han har lavet manuskripter til flere prisvindende film og tv-produktioner i Kina og internationalt.

Han var med et hold pædagoger og uddannelseseksperter på Nordfyns Højskole, hvor de deltog i det såkaldte H.C. Andersen International Kindergarten College, der kombinerer dansk børnehavepædagogik og H.C. Andersens eventyr og værdier.

- Han blev så facineret og begejstret for Fyn og stedet, at han skyndte sig at finde investorer, så han kunne komme hurtigt afsted og få lavet en film, fortæller Lisa Johansen, som er den danske koordinator og tilknyttet filmholdet.

I løbet af få måneder skrev Meng Xianming et manuskript og fandt investorer i Kina. 

- I Kina er der ikke så mange børnefilm, på samme måde som i Danmark, og vi ved, der er en interesse for det, forklarer Lisa Johansen. 

Kultur gennem barnets øjne

Filmen handler om en lille kinesisk pige på seks år, som kommer til Danmark sammen med sin mor. Her skal hun gå i en børnehave, hvor hun bliver venner med en dansk pige. Sammen laver de en masse ting, som har med hverdagen, julens aktiviteter eller H.C. Andersen at gøre. 

Derefter rejser den danske pige med til Kina og kommer til at opleve det kinesiske nytår i februar, som er et lige så stort kulturmøde for hende. 

- Det handler om kulturmødet mellem børn, og det er bare julen og det kinesiske nytår, som bliver kulissen for kulturmødet mellem børnene, siger Lisa Johansen.

Børnene skal bare være sig selv og agere naturligt. Det er kun de voksne, som har replikker.  

- Han har lavet mange film med børn i hovedrollerne. Det er han god til, og det mener han også, vi er i Danmark. Og så er han meget fascineret af H.C. Andersen, som også var god til at se ting fra barnets perspektiv, forklarer Lisa Johansen.

Dansk jul til hele Kina

De næste tre uger optager det 15 mand store filmhold på Fyn. De skal optage en stor del af filmen i Bogense, hvor den danske piges børnehave "Børnehuset Skoven" ligger. Samt hjemme ved pigen selv. I Odense skal de filme i H.C. Andersens Hus og muligvis i domkirken.

Og det er særligt alle juleaktiviteterne som juletræsfældning, luciaoptog og at flette julehjerter, de skal have med i filmen. 

- De oplever det famøse "hygge". Det spiller en stor rolle for kineserne, og de bliver meget imponerede af det. For mig personligt kan det være svært at sætte sig ind i, at det kan betyde så meget, men det gør det. Sådan en lille ting som stearinlys er ikke noget, de har på samme måde, siger Lisa Johansen.  

Når filmen er færdig vil den blive sendt på den kinesiske kanal CCTV6, som er en landsdækkende filmkanal. Derudover bliver den sendt til forskellige filmfestivaler. 

- Potentielt kan den komme ud til stort set hele Kinas befolkning, for dem som har fjernsyn, kan tage den kanal. Men man ved jo ikke, hvor mange som vil se den, siger Lisa Johansen.

Oversigt

    Oversigt