Kørerlærer: - Overhalingsforbud er et godt tiltag

En kørerlærer, der underviser Fyns kommende lastbilchauffører, hilser et eventuelt forbud mod lastbiloverhalinger på motorvejen velkommen.

Elefantoverhalinger kaldes det ofte i folkemunde, når lastbilerne på motorvejen langsomt sniger sig forbi hinanden. Overhalingerne kan få nogle af billisterne på motorvejen op i det røde felt. Det er med god grund, mener kørerlærer ved AMU Fyn, Jimmi René Pedersen.

- En overhaling kan betyde lidt. Men den ulempe de andre trafikanter får, i forhold til den gevinst der er, er så minimal, at det måske er to minutter på en 80-90 kilometer strækning. Så bruger man mere brændstof og forurener mere ved en overhaling. For mig at se, er det helt unødvendigt, siger Jimmi René Pedersen.

Jimmi René Pedersen underviser ved AMU Fyn.
Jimmi René Pedersen underviser ved AMU Fyn.
Foto: Arkiv / Alexander Aagaard

Til dagligt underviser han nogle af fyns kommende lastbilchauffører. Han underviser dem blandt andet i, at det ikke  er nødvendigt at overhale andre lastbiler på motorvejen.

- Vi siger til dem, at de skal overholde hastighedsgrænserne og undgå elefantoverhalinger, så vi får et godt omdømme blandt befolkningen. Når man overhaler og kan se, at man generer andre trafikkanter, går det i hovedet på én. Man tænker, at man skal hurtigt ind igen, og så trækker man alt for hurtigt ind i forhold til bremselængde. Det kan medføre mere stress, fortæller Jimmi René Pedersen. 

En af Fyns kommende lastbilchauffører er Kristine Møller. Hun er ikke helt så begejstret som sin kørelærer.

- Jeg kunne godt blive bekymret for, at det bliver sådan, at der kommer et langt spor af lastbiler henover Fyn, hvor de kommer til at køre meget tæt, som kan være ekstremt farligt. Konsekvensen af det kan være, at der kommer mange sammenstød, men jeg ved det ikke helt, jeg har ikke været derude endnu, fortæller Kristine Møller.

Kristine Møller øver sig inden det går løs på motorvejene.
Kristine Møller øver sig inden det går løs på motorvejene.
Foto: Arkiv / Alexander Aagaard

Et eventuelt forslag om at forbyde overhalinger af lastbiler fra Tietgenbyen ved Odense til Fredericia tror Jimmi René Pedersen ikke vil skabe store problemer. Tværtimod.

- For mig vil det være et godt tiltag, at lastbilerne bliver i vognbane et, så vi på den måde får trafikken til at glide nemmere omkring Odense.

- Kan der være en fare ved, at lastbilerne kommer til at ligge meget tæt på motorvejen?

- Vi må prøve at opdrage chauffører til at holde den afstand, de reelt bør holde, så overhalende billister kan komme ind i mellem, når de for eksempel skal af motorvejen. Så hvis chaufførerne bliver bedre til det, så bliver det ikke et problem, fortæller Jimmi René Pedersen. 

 

 

Oversigt

    Oversigt