Fyn har mistet 47 folkeskoler på ti år

I år er det ti år siden, at Fyns 32 kommuner blev til ti. Men med den nye kommunalreform er det ikke kun antallet af kommuner, der er blevet mindre. Antallet af folkeskoler er også skrumpet ind.

Det startede med 150 folkeskoler. Men det nyeste tal er på 103. Siden kommunalreformen trådte i kraft i 2007 har Fyn mistet 47 folkeskoler. 

Nyborg Kommune er den fynske kommune, som har været hårdest ramt. 13 folkeskoler er blevet til fire på 10 år. Dengang var det den daværende borgmester Erik Christensen (S), der svang sparekniven. 

- Det vi kunne se var, at der var et faldende elevtal, og det ville blive ved med at falde. Ville vi bruge penge på mursten eller undervisning? Hvis vi skulle sikre god undervisning, så havde vi ikke råd til, at det skulle foregå så mange steder. Vi kunne godt fortsætte, men så ville laget af leverpostej bare blive tyndere og tyndere, forklarer han til TV 2/Fyn her 10 år efter.

Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets kommunale nøgletal er der lukket 47 folkeskoler på Fyn siden 2007.
Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriets kommunale nøgletal er der lukket 47 folkeskoler på Fyn siden 2007.

Men det blev selvsagt ikke modtaget særlig positivt i de byer, hvor skolerne skulle lukke. Det husker han tydeligt. 

- Når jeg kom ned i Brugsen, så var det ikke sådan, at folk kom hen for at hyggesnakke. Det var hårde argumenter, der kom på banen, fortæller Erik Christensen. 

 

En af skolerne, som måtte lukke, var i Herrested. Og den besked husker den daværende lærer Kirsten Hedebjørn, selvom det nu er en del år siden. 

- Jeg kom tilbage fra ferie, og så kom beskeden. Det kom helt bag på mig - og på mange andre. Det havde vi ikke set komme, fortæller hun til TV 2/Fyn. 

Byen har i dag stadig ingen skole, og det har været svært at undvære dét samlingspunkt, forklarer Kirsten Hedebjørn. 

- Vi har kæmpet meget for vores landsby. Og det har været en hård kamp. Men der var nogen, der ville. Og det var det vigtigste. 

Men selvom skolelukningerne var hårde for de små lokalsamfund, så fortryder den tidligere borgmester ikke beslutningen. 

- Jeg mener stadig, at det var det rigtige at gøre dengang, men man bliver aldrig populær på at lukke skoler. Men jeg vil påstå, at kvaliteten af undervisningen rent faktisk steg, fordi der blev tilbageført syv millioner kroner til driften af skolerne årligt. Man kan sige, at der dermed var syv millioner mere at drive skoler for end før lukningerne. Så for mig er der ingen tvivl om, at Nyborg står så stærkt i dag på grund af de beslutninger, der blev taget den gang, siger Erik Christensen. 

 

Oversigt

    Oversigt