Kommunalvalget: "Visionerne skal ind i valgkampen"

Mange danskere ved ikke, at der er kommunalvalg til efteråret. Men det kan godt lade sig gøre at hæve stemmeprocenten, viser erfaringer fra tidligere valg. Og så skal visionerne ind i valgkampen, siger tidligere amtsborgmester Poul Weber (V) i denne uges udgave af programmet Politik og Spin.

Til efteråret skal vi til kommunalvalg, men mange danskere ved det bare ikke. Flere end fire ud af ti danskere ved ikke, hvilket valg der foregår til november. Det viser en måling, som YouGov har foretaget for Momentum blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen i perioden 25. april til 8. maj - altså mindre end syv måneder før valget finder sted.

- Det er selvfølgelig bekymrende, men ikke særligt overraskende. Landspolitik fylder meget mere i de landsdækkende medier end kommunalpolitik, siger TV 2/FYNs politiske kommentator Jesper Buch, som i denne uges udgave af programmet Politik og Spin diskuterer danskernes engagement eller mangel på samme i forhold til det kommende kommunalvalg med mediehusets politiske med-kommentator, tidligere amtsborgmester Poul Weber.

Valgkendskabet fordelt på alder. Klik for stort billede.
Valgkendskabet fordelt på alder. Klik for stort billede.

Flere ved ikke, at der er valg
Den aktuelle måling viser, at 44 procent ikke ved, at der er kommunalvalg til efteråret. Det er ti procentpoint flere end ved en tilsvarende undersøgelse op til kommunalvalget for fire år siden. 

- Men det vil ændre sig, når valget nærmer sig, siger Poul Weber, som er mere bekymret over den del af målingen, som viser, at det især står sløjt til med de unges viden om det kommende kommunalvalg.

quote De er ikke i den fase i livet, hvor de går særlig meget op i børnepasning, skoler og ældrepleje.

Poul Weber

- De er selvfølgelig ikke i den fase i livet, hvor de går særlig meget op i børnepasning, skoler og ældrepleje. Men kommunalpolitik er jo også fodboldbaner, kulturliv, kollektiv transport til og fra uddannelsesstederne. Derfor skal vi være meget bedre til at kommunikere med de unge på deres sprog og på deres platforme, siger Poul Weber.

Stemmeprocenten skal op
På Fyn har en række medier sat sig som mål, at stemmeprocenten for de 18-24-årige skal hæves. DR, TV 2, Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, TV 2/FYN, P4 Fyn og Syddansk Universitet er derfor gået sammen i et projekt, der blandt andet har den ambition at øge stemmeprocenten blandt de 18-25-årige fynboer ved efterårets kommunalvalg.

-  Vi ved, at det faktisk godt kan lade sig gøre at øge unges deltagelse i kommunalvalget. Det så vi for eksempel ved kommunalvalget i 2013 i Silkeborg Kommune, som i samarbejde med en række aktører gennemførte en målrettet kampagne for at få de unge til at interessere sig for kommunalpolitik. Det lykkedes faktisk at hæve stemmeprocenten fra lige knap 49 procent i 2009 til over 60 procent ved valget i 2013, siger Jesper Buch.

- Jeg tror også, at det er vigtigt, at vi bliver bedre til at tale politiske visioner ind i valgkampen, siger Poul Weber, som også er formand for Venstre på Sydfyn. Her har han deltaget i udviklingen af et visionsoplæg, som handler om, hvordan Svendborg skal udvikle sig frem til 2030.

 - Så kan også de unge se, hvordan byen skal udvikle sig i den fremtid, som de selv bliver en del af. Meget kommunalpolitik handler jo om det, som sker her og nu. Det er selvfølgelig også vigtigt. Men vi skal som politikere være bedre til at tale visioner, siger Poul Weber.

Oversigt

    Oversigt