Kræftsyg: Støt også kronisk syge børn

Hvis man har en livstruende sygdom, så betyder det noget at få opmærksomhed og hjælp. Det har kræftsyge Emma Greve mærket. Men kronisk syge børn kan ikke regne med at få samme hjælp - og det mener Emma, at de bør få.

Emma Greve fra Bogense er i behandling for en kræftsygdom for anden gang i sit liv. Og det er blandt andet støtten fra den kendte frisør Dennis Knudsen, Team Rynkeby og Børnecancerforeningen, der har givet hende kraft til at holde kræften ud.

- Det gør at ens liv ikke går i stå. Jeg kunne jo også bare have ligget derhjemme, mens jeg får kemo, men så kommer jeg ikke ud og leve livet. Nu får jeg vist verden, at jeg stadig er til, siger Emma Greve.

I går fortalte TV 2/FYN, at børn, der lider af kroniske sygdomme, ikke føler, de får samme opmærksomhed og støtte, som kræftsyge børn. Derfor overvejer Maiken Uhrenholdt fra Ringe at starte en ny fond. Hun er mor til en pige med en sjælden lungesygdom, der gør, at de må rykke ind og ud af hospitalet konstant.

- Alle mennesker kender en som har haft kræft og ved, hvor forfærdeligt. Der er ikke ret mange mennesker, som kender kronisk syge børn, og hvor svært det er at leve med, fortæller Maiken Uhrenholdt.

Emma Greve fik som andre kræftramte børn tilbudt et legat fra Børnecancerfonden på 5000 kroner, som hun valgte at bruge til en ny computer. Hun støtter ideen om, at kroniske syge børn, skal have samme støtte.

- De skal ligesom også have det der positive syn livet, selvom de har en kroniske sygdom at gå med, siger Emma Greve.

Hvis nogen har mod på at hjælpe Maiken Uhrenholt i bestræbelserne på at få en fond for kronikerbørn op at stå, kan de henvende sig på mailadressen: kronikerboern@gmail.com

Oversigt

    Oversigt