Kvæstede stabile efter frontalsammenstød

En døde og fire blev kvæstet i ulykke på Vestfyn. To hårdt kvæstede meldes i stabil tilstand.

To unge mænd - føreren og en bagsædepassager - blev alvorligt kvæstet ved en ulykke fredag nat, hvor to biler stødte frontalt sammen på Store Landevej ved Indslev i nærheden af Nørre Aaby på Vestfyn.

De to mænd, på henholdsvis 19 og 20 år, svævede efter ulykken mellem liv og død, men lørdag meldte lægerne på Odense Universitetshospital, at deres tilstand er stabil.

En 19-årig mand fra samme bil døde ved ulykken, mens en fjerde, der også er 19 år, ifølge politiet slap stort set uskadt. En 72-årig kvinde i den modkørende bil blev også kvæstet, men hendes tilstand er ikke kritisk.

De fire unge mænd er alle fra Gelsted, der også ligger på Vestfyn.

Ulykken skete klokken 2.20. Den 72-årige kvinde fra Fjelsted kom kørende ad Store Landevej i retning mod Odense, da hun blev ramt af en VW Golf med de fire unge mænd, der var på vej i den modsatte retning.

Ulykkesstedet er blevet undersøgt af en bilinspektør, der skal kortlægge de nærmere omstændigheder ved ulykken, blandt andet bilernes fart.

- Vi kan ikke sige noget med sikkerhed, men hans foreløbige konklusion tyder på, at Golfen har været ovre i den modsatte vejbane, siger vagtchef Jesper Fält, Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt