LA: Nej til tørklæder og Ku Klux Klan kutter på sygehusene

Liberal Alliance og Nye Borgerlige i Region Syddanmark ønsker forbud mod at personale bærer religiøse symboler på sygehusene.

Marianne Mørk Mathiesen fra Liberal Alliance og Holger Gorm Petersen fra Nye Borgerlige har stillet forslag til Regionsrådet, der kan betyde, at sundhedspersonale i fremtiden skal have en ideologisk neutral fremtoning i arbejdstiden.

Liberal Alliance og Nye Borgerliges forslag kommer, efter at Dansk Folkeparti sat tørklæder på dagsordenen på mødet i regionsrådet i Region Syddanmark mandag.

- Man kan ikke lave en regel, der kun gælder for én bestemt religion eller politisk holdning. Derfor vil vi have udvidet forslaget til at omfatte alle ideologiske, politiske og religiøse signaler hos sundhedspersonalet i arbejdstiden, siger Marianne Mørk Mathiesen fra Liberal Alliance til TV2/FYN.

quote - Det er heller ikke rimeligt, at patienterne skal konfronteres med personale, der for eksempel bærer Ku Klux Klan symboler eller tørklæder

Marianne Mørk Mathiesen, Liberal Alliance

Dansk Folkeparti anbefaler et forbud mod at bære tørklæde. Forbuddet skal gælde alle ansatte, der arbejder med sundheds- eller sundhedsrelaterede opgaver i regionen.

Men Liberal Alliance og Nye Borgerlige ønsker altså, at Regionsrådet i Regions Syddanmark helt forbyder religiøse symboler på sygehusene.

- Jeg kan jo ikke gå rundt med et badge for Liberal Alliance, når jeg er i arbejde, og det er heller ikke rimeligt, at patienterne skal konfronteres med personale, der for eksempel bærer Ku Klux Klan symboler eller tørklæder, siger Marianne Mørk Mathiesen fra Liberal Alliance til TV2/FYN.

Forslaget fra Liberal Alliance og Nye Borgerlige lyder:

Sundhedspersoner som er ansat i region Syddanmark, skal i arbejdstiden fremstå ideologisk, politisk og religiøst neutral. Dette skal ske af hensyn til patienter og andre brugerne af region Syddanmarks sundhedsvæsen.

- Jeg vil ikke være smagsdommer, og det interessere mig ikke, hvor mange på et sygehus, der går med tørklæde. For mig er det principielt, at patienter ikke skal møde personale med ideologisk eller religiøs påklædning, siger Marianne Mørk Mathiesen fra Liberal Alliance til TV2/FYN.

DF: Tørklæder er kvindeundertrykkende

Dansk Folkepartis gruppe begrunder deres forslag med, at tørklædet er et kvindeundertrykkende symbol og ikke et religiøst symbol.

- Det vigtigste argument er, at tørklædet symboliserer ulighed, fordi det viser, at kvinder står under mænd, og dermed er de ikke ligeværdige. Det er denne problematik, vi vil til livs ved at anbefale et forbud mod tørklædet, og vi mener absolut ikke, at Region Syddanmark kan lægge navn til, at vi aktivt går ind for kønsdiskriminering, skriver Dansk Folkeparti.

Forvaltningen har bedt regionens jurister vurdere forslaget, og de konkluderer:

Det er Koncern HRs vurdering, at indførelsen af et generelt forbud for regionens ansatte mod at bære tørklæde i forbindelse med varetagelsen af den ansattes arbejde, vil stride mod forskelsbehandlingsloven og de forvaltningsretlige principper om nødvendighed og proportionalitet.

Regionsrådet skal drøfte forslaget mandag 28. november.

Oversigt

    Oversigt