Laen er tilbage i gult

Den erfarne håndboldherre Torsten Laen er tilbage i den gule GOG-trøje fra næste sæson.

Torsten Laen spillede forleden om DM-bronzemedaljer og tabte. Han spillede for KIF Kolding København mod GOG, der som bekendt løb med den samlede sejr.

Næste år skal han være med til at forsvare, og om muligt forbedre, bronzeresultatet for den sydfynske håndboldklub GOG. Den 36-årige stregspiller har tidligere spillet for GOG, og onsdag blev det officielt på et pressemøde på Centrumpladsen i Svendborg, at Laen igen lægger ud for GOG, når næste sæson begynder.

- De næste to sæsoner, der er det Torsten Laen, der vil iføre sig den gule nummer 2-trøje, og det er vi selvfølgelig super glade for, sagde GOG-direktør Kasper Jørgensen på pressemødet.

Torsten Laen forlod GOG i 2007, hvor han var med til at vinde DM-guld med klubben, og når han vender tilbage, får han en fremtrædende rolle som træner Jakob Larsens forlængede arm på banen.

- Han ved det ikke, men han bliver anfører til næste år. Han skal bare ind på banen og påtage sig den rolle, han har haft på så mange andre hold, siger Jakob Larsen, der allerede for fire år siden forgæves forsøgte at lokke sin tidligere holdkammerat tilbage til GOG.

Det er lykkes nu, og GOG har en målsætning om at komme i slutspillet og spille med om medaljer.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt