Langeland svigtede asylbørn: - Det er omsorgssvigt, siger Børns Vilkår

Ansatte ville ikke hente en flok børn, som ikke nåede bussen. De måtte gå hjem. Det tog tre timer.

I løbet af de seneste fem måneder har der været 14 tilfælde af vold, hærværk og magtanvendelser på Børnecenter Hundstrup. Mandag blev centret lukket af Udlændingestyrelsen

Det viser en aktindsigt, som Radio24Syv har fået.

Udlændingestyrelsen valgte mandag at lukke Langeland Kommunes tre børnecentre på grund af økonomi, men aktindsigten og vidnesbyrd fra flere nuværende og tidligere ansatte vidner om store problemer på Børnecenter Hundstrup. 

quote Hun vækker drengene ved at rive dem ud af sengen og hive dynerne af dem.

Anonym ansat på Børnecenter Hundstrup.

Radio24Syv har forelagt Børns Vil­kår det materiale, som radiostationen har fået aktindsigt i, og ifølge Børns Vilkår var der så store problemer på Børnecenter Hundstrup, at der er tale om omsorgssvigt.

Ifølge Radio24Syv fortæller en ansat, som ønsker at være anonym, om en kvindelig kollega, der har gjort flere drenge så bange, at de frygtede, at hun skulle dukke op på deres værelser:

- Hun vækker drengene ved at rive dem ud af sengen og hive dynerne af dem. Det er en klar overtrædelse af vores beføjelser. Men hun har aldrig fået så meget som en advarsel, fortæller den ansatte, mens en anden anonym ansat siger, at mange episoder med trusler og vold og hærværk kunne være undgået, hvis personalet kunne konflikt-nedtrappe i stedet for at skabe og optrappe konflikter.

Dertil kommer beretninger om blandt andet børn der blev sendt sultne i seng, et sygt barn, som ikke fik noget at spise fordi køkkenet var lukket, og nogle børn der kom for sent hjem fra Odense, så de ikke nåede bussen til centeret. Medarbejderne ville ikke hente børnene i centerets biler, så børnene måtte gå i tre timer sent om aftenen for at komme hjem i seng, skriver Radio24Syv.

- Når jeg hører de her historier, så lyder det i den grad som børn, der bliver omsorgssvigtet. Alle børn har rettigheder. Når det er børn, der er så skadede som de her børn, skal vi sørge for at de helt basale behov bliver opfyldt. Og det er, at de ved, at de får mad, at de ved, de har et sted at sove, og at de i det hele taget bliver taget sig af. Det her er simpelthen ikke i orden, siger seniorkonsulent Bente Boserup fra Børns Vilkår til Radio24syv.

 

Oversigt

    Oversigt