L'easy er meldt til politiet

Forbrugerombudsmand Henrik Øe har anmeldt L'easy til politiet for at skjule oplysninger overfor forbrugerne.

L'easy har i flere tilfælde ikke oplyst forbrugerne om, at de oven i en kontantpris for en vare også skal betale for installering og levering. Virksomheden har heller ikke tydeligt skiltet med vilkår for lån.

Derfor har forbrugerombudsmand Henrik Øe meldt Léasy til politiet. Selskabet er kendt for at handle med computere, hårde hvidevarer og tv, og i selskabets reklamer er det Peter, der kommer og installerer det hele.

I flere tilbudsaviser og på nettet har L'easy efter forbrugerombudsmandens vurdering ikke oplyst forbrugerne tydeligt nok om de ekstra udgifter.

Når der eksempelvis i en tilbudsavis blev vist en vaskemaskine til 1999 kroner, blev der ikke samme sted oplyst om, at der også skulle betales 795 kroner for levering og installering.

Det stod kun på bagsiden af tilbudsavisen allernederst med mindre iøjnefaldende tekst. Det er efter forbrugerombudsmandens opfattelse ikke tilstrækkeligt tydeligt.

- Når en virksomhed markedsfører et produkt, skal den naturligvis oplyse forbrugerne om, hvorvidt der kommer andre omkostninger oven i prisen eller ikke.

- Det har L'easy efter min mening ikke gjort tydeligt nok, og det er blandt andet derfor, jeg har valgt at politianmelde selskabet for vildledende markedsføring, siger Henrik Øe i en pressemeddelelse.

I tilbudsaviserne og på nettet har L'easy desuden reklameret med, hvad det ville koste per måned at låne penge til at købe de viste varer for hos selskabet.

Men L'easy har i den forbindelse ikke samme sted givet alle de kreditoplysninger, som loven kræver. Det gælder eksempelvis oplysningen om, hvilket beløb forbrugerne skulle låne.

Ifølge markedsføringsloven skal visse kreditoplysninger gives klart, tydeligt og på en fremtrædende måde i reklamen.

Endelig har L'easy i oktober og november 2013 på forsiden af sin hjemmeside reklameret med rentesatser og omkostninger for fritstående lån på op til 50.000 kroner.

Men L'easy gav efter forbrugerombudsmandens opfattelse ikke forbrugerne de lovpåbudte kreditoplysninger samme sted på siden.

Det gælder for eksempel oplysninger om de årlige omkostninger i procent, løbetid, ydelser, omkostninger og det samlede beløb forbrugerne skal betale tilbage.

Ifølge markedsføringsloven er det vildledning af kunderne.

Oversigt

    Oversigt