Ledelse til utrygt personale på asylcenter: Vi må stramme op

Medarbejdere på asylcenteret i Tullebølle på Langeland overvejer at sige op. Der er handlet på situationen, siger asylcenterdirektør Sisi Eibye.

Først i juli sender en gruppe medarbejdere på Børnecenter Tullebølle på Langeland en mail til ledelsen efter en weekend med ubehagelige oplevelser.

Medarbejderne er utrygge og giver udtryk for "at de mærker en knude i maven og overvejer at sige op".

En gruppe drenge sætter deres egen dagsorden, skriver gruppen i en mail til ledelsen, men utrygheden kan især hægtes op på en enkelt dreng på asylcentret. Han er "tydeligt påvirket", er "fjendsk og aggressiv" og virker truende på medarbejderne.

TV 2/FYN er kommet i besiddelse af mailen (se herunder), som er sendt til centerleder Hanne Sommer først på aftenen 3. juli.

Af mailen fremgår det, at en nattevagt tidligere er "gået psykisk helt ned" og at en netværker er blevet truet til sygemelding. Dertil kommer, at medarbejderne dagligt kan konstatere, at asylanterne bruger stoffer og alkohol.

Forskellige problematikker

Hanne Sommer sender en mail til medarbejderne dagen efter. I mailen skriver hun blandt andet: "Da jeg konstaterer, at vi har nogle forskellige problematikker på centeret, og disse skaber frustrationer hos de fleste, må vi have strammet op". 

Stramningerne er møntet på personalet, som får indskærpet, at pauser ikke må vare længere end en halv time, at pauserne skal holdes på asylcentret og at pauserne skal holdes i mindre grupper.

Desuden får personalet besked på, at der ikke må hentes mad ude i byen og rygning skal begrænses, så det passer ind i arbejdsgangene. Samtidig må der ikke ryges i større grupper end to-tre medarbejdere.

Dertil kommer, at private mobiltelefoner ikke længere må medbringes på asylcentret.

Asylant flyttes

Hanne Sommer tager samtidig hånd om den person, som har gjort personalet utrygt. Vedkommende flyttes til et voksencenter.

Hun slutter mailen af med, at betragte stramningerne som en nødvendighed "for, at vi kan komme tilbage på sporet og få ro på centret. I er så engagerede og arbejdssomme alle sammen, at vi må have fat igen. Så lad os give den en skalle for det gode arbejdsmiljø og samarbejde".

TV 2/FYN har forelagt Hanne Sommer de to mails og hun bekræfter indholdet, men gør opmærksom på, at mailsne er taget ud af en større sammenhæng. 

Hun henviser desuden til sine overordnede, som er inde i sagen.

 

Sisi Eibye, asylcenterdirektør.
Sisi Eibye, asylcenterdirektør.
Foto: Privat

TV 2/FYN har således snakket med Sisi Eibye, som er direktør for asylcentrene. Vi har stillet hende en række spørgsmål.
 
Hanne Sommer modtog et opråb fra medarbejderne på et weekendhold på børnecenteret. Har du læst den mail?

- Jeg har læst den bekymringsmail, og der var jo en artikel om det i Fyns Amts Avis omkring det, og jeg har bedt Hanne Sommer om at lave en redegørelse. Og den redegørelse er jeg fuldt ud tilfreds med, fordi der er handlet fuldstændig efter bogen i forhold til hvordan man skal gøre, når man modtager sådan nogle bekymringer fra medarbejderne.

Men det er vigtigt for mig at understrege, at det har altså ikke noget at gøre med den konkrete situation (lørdagens episode red.), som vi står her for i dag.
 
Man får tanken, at nogle af medarbejderne er ved at nå en grænse i den her mail. Hvad siger det dig?

Det anerkender jeg selvfølgelig, og derfor er det også vigtigt, at vi går i dialog med medarbejderne i forhold til at sikre dem og støtte dem i deres daglige arbejde. Er der et eller andet ekstra, de har brug for i forhold til at kunne mestre deres funktion. Og i øvrigt har vi jo supervision og alt muligt i forhold til personaleuddannelse osv., som skal være med til at klæde medarbejderne på.

Men det ændrer jo ikke ved, at hvis der er et eller andet, som kommer til, så er det vigtigste, at det bliver sagt højt. Vi kan jo ikke gøre noget ved noget, som vi ikke ved noget om.
 
Er det en mail, du har fået med det samme, eller har Hanne Sommer siddet med den?

Jeg har ikke modtaget den med det samme, fordi medarbejderne har i og for sig gjort lige præcis det, de skal. Det er; hvis de har en bekymring i forhold til deres arbejdsplads, så skal de kontakte deres leder, og de skal kontakte deres tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant. Og lederen har handlet på det, og det er jeg fuldt ud tilfreds med.
 
TV 2/ FYN har talt med medarbejdere, der overvejer deres ansættelse,  fordi de optøjer som drengene de laver, det ikke får konsekvenser – hvad gør I ved det?

I forhold til drengene; drøfter vi med drengene om, hvad der sker, og skaber en læring ud af det. Det var også det, der var min intension med at afholde nabomødet på centeret. At kunne bruge det i et læringsperspektiv over for drengene, for selvfølgelig er det jo ikke okay. Så det er jo det, vi gør lige i den her situation (episoden lørdag red.).

Men ellers har vi jo dagligt snak med drengene om, hvad vil det sige at agere i det danske samfund, og det foregår jo også på deres skole og i deres undervisning, og derudover, så er vi også i kontakt med Svendborg Politis forebyggelsesenhed, som meget gerne vil komme ud og også sammen med os over for drengene prøve at sætte nogle rammer op og samtidig også være villig til at svare på spørgsmål.
 
Men at medarbejderne faktisk overvejer deres ansættelse herinde, går det jer ikke på, at de ikke er trygge ved at være der, og de kan se, det får nogle konsekvenser, når der er uro?

Jeg tror, man skal prøve at se, hvad er det for en kontekst, den her bekymringsmail lige præcis er skrevet i, og ud fra det kan jeg konstatere, at det er der handlet på. Hvis det så fortsat er sådan, at medarbejderne ikke oplever, at der sker noget, så synes jeg vi har en ny situation.

Herunder mailen fra medarbejderne:

 
 

Herunder mailen fra Hanne Sommer:

 
 

 

 

 

Oversigt

    Oversigt